embedseksamen

embedseksamen, normal afslutning på en universitetsuddannelse i Danmark, udsprunget af det system af officielle eksaminer, der udviklede sig fra anden halvdel af 1600-t.

Universiteterne udviklede i middelalderen deres eget system af akademiske grader, som var væsentlige i den akademiske verden, men ikke automatisk medførte nogen egentlig kompetence i det omgivende samfund. Dette forhold gør sig stadig gældende i fx de engelsktalende lande, men blev bl.a. i Danmark erstattet af embedseksamensordningen.

Brugen af embedseksaminer er tyskinspireret og fik i Danmark en helt særlig udformning, idet de blev det formelle udtryk for den opfattelse, at universitetets egentlige opgave var at uddanne personer, der kunne bestride statens embeder, og omvendt, at en bestået embedseksamen var den nødvendige dokumentation for de hertil nødvendige kvalifikationer. Reformationen i 1536 er i denne sammenhæng vigtig. Her blev universitetet det ideologiske kraftcenter med den primære opgave at uddanne præster til den nye lutherske statskirke. Denne formelle opgave spredte sig efterhånden til universitetets øvrige fag; et vigtigt skridt var indførelsen af den juridiske embedseksamen i 1736.

Deres endelige udformning fik embedseksaminerne i universitetsfundatsen af 1788, hvori der blev fastsat en embedseksamen ved hvert fakultet, dvs. en teologisk, en juridisk, en medicinsk samt en embedseksamen for latinskolelærere. Samtidig blev det stadig eksisterende kontrolsystem med eksterne censorer indført.

Efter 1800 opstod der inden for humaniora og især naturvidenskab en række nye fag. For at gøre det muligt at opnå en formel afslutning på studier i disse fag indførtes i 1848 magisterkonferensen, som bemyndigede universitetet til efter behov at fastsætte individuelle eksamensordninger i de humanistiske og naturvidenskabelige discipliner. I midten af 1970'erne blev embedseksaminerne afløst af et system af kandidateksaminer, se candidatus, som hver især fastlægger rammerne for uddannelsen, men kun undtagelsesvis definerer en specifik erhvervskompetence.

I 1990'erne er denne udvikling foreløbig endt med, at danske universitetsuddannelser er modelleret efter angelsaksisk mønster med en treårig bacheloruddannelse, en normalt toårig overbygning til kandidatniveau og en treårig forskeruddannelse (ph.d.).