Forsøgsgymnasier var gymnasier oprettet med det formål at lave pædagogiske og strukturelle forsøg for at udvikle de danske gymnasier. Gennem udvikling og afprøvning af forskellige pædagogiske og strukturelle tiltag kunne man ad den vej forberede reformer.

Faktaboks

Også kendt som

Gymnasier der lovmæssigt er bestemt til at foretage strukturelle og pædagogiske forsøg.

Forsøgsgymnasiernes oprettelse

Siden 1930'erne havde der været mulighed for forsøgsarbejde i den danske gymnasieskole, om end de enkelte skoler og lærere altid har lavet forsøg i større og mindre udstrækning.

Folketinget vedtog i 1971 ved lov, at man skulle oprette forsøgsgymnasier med det formål at afprøve pædagogiske og strukturelle forsøg med undervisningen i det danske gymnasium. Resultatet blev oprettelsen af to offentlige forsøgsgymnasier, Herlev Statsskole, der udviklede og afprøvede pædagogiske forsøg og Avedøre Statsskole, der skulle lave strukturelle forsøg og forsøg med demokrati i skolen. Sideløbende blev Det Frie Gymnasium oprettet i privat regi i 1970.

Formålet med forsøgsgymnasierne

Formålet med forsøgsskolerne var at udvikle, afprøve og evaluere strukturelle og pædagogiske tiltag, som kunne forbedre undervisningen. Forsøgsarbejdet blev derfor også typisk lavet som forberedelse af reformer, hvor lærere forsøgte at gå nye veje og finde bedre metoder.

Skolernes arbejde blev fulgt tæt af Danmarks Pædagogiske Institut (DPI). DPI var sat i verden med det formål på et forskningsbaseret grundlag at planlægge og koordinere pædagogisk forsøgsvirksomhed og bearbejde resultaterne heraf.

Forsøgsskolernes status i dag

Der eksisterer i dag ikke skoler med særstatus som forsøgsskoler. Pædagogiske, didaktiske og strukturelle forsøg foregår i stedet bredt på alle landets gymnasier.

Forsøgsarbejdet foregår både i formaliserede rammer og i mindre formaliserede rammer. En stor del af de formaliserede forsøg udspringer af Undervisningsministeriets udbud af forsøg med for eksempel fag eller eksamensformer.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Læs mere i Trap Danmark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig