Højere teknisk eksamen. De afdelinger på tekniske skoler, som forbereder til htx, kaldes tekniske gymnasier. Den semesteropdelte undervisning omfatter foruden almene fag som dansk, fremmedsprog, matematik og samfundsfag en række tekniske fag, der i 5.-6. semester udgør ca. 13 af undervisningen; de vælges inden for 1) byggeri og energi, 2) design og produktion, 3) service og kommunikation, 4) proces og levnedsmiddel og 5) natur og jordbrug. Skolerne skal udbyde mindst to af disse fag, og kun de færreste udbyder alle.

Højere teknisk eksamen, htx, 3-årig gymnasial uddannelse, der bygger på folkeskolens 9. klasse. Siden uddannelsen i 1995 blev 3-årig, har den været søgt af 5-6,5 % af en ungdomsårgang, og den er dermed den mindste af de fire gymnasiale uddannelser.

Htx har med 2005-reformen fået almendannelse som det overordnede mål ligesom de øvrige gymnasiale uddannelser, og dens særlige profil markeres af en kombination af teknologiske og naturvidenskabelige fagområder samt almene fag. Uddannelsen skal udvikle elevernes evne til faglig fordybelse og deres forståelse af teoretisk viden som redskab for analyse af virkelighedsnære forhold, herunder ved kombination af teori og praktik i værksteder og laboratorier.

Undervisningen i tekniske fag på ungdomstrinnet var længe forbeholdt lærlinge, og først i 1959 blev der med teknikerkommissionens betænkning taget skridt til at etablere en højere teknisk undervisning for unge, der ønskede at uddanne sig som konstruktører og teknikumingeniører.

I 1982 blev htx-uddannelsen etableret som forsøg, der i 1987 førte frem til en etableret ungdomsuddannelse, der ud over ingeniørstudiet kunne give adgang til andre videregående uddannelser.

Htx-uddannelsen er strukturelt opbygget på samme måde som stx og hhx med et halvårligt grundforløb og et 21/2-årigt studieretningsforløb, og der er mulighed for under og efter grundforløbet at skifte mellem de tre 3-årige gymnasiale uddannelser.

Efter grundforløbet vælges en studieretning, normalt bestående af tre fag samlet i en pakke. Her kan vægten fx lægges på enten biologi eller teknologi. Fagene findes på tre niveauer, A, B og C, hvor A-niveauet er det højeste. Mindst tre fag skal være på A-niveau, mindst tre på B-niveau, og mindst et fag på C-niveau. Der er fastlagte krav til antallet af fag og til, hvordan de kan sammensættes. En htx består af op til 14 fag.

Hovedparten af fagene er obligatoriske, bl.a. dansk A, engelsk B, samfundsfag C og fysik B.

Htx vælges overvejende af drenge (2012: 75%), og studenterne fra htx søger fortrinsvis videreuddannelse på ingeniørstudierne og de naturvidenskabelige universitetsstudier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig