sektorforskning

Sektorforskning, offentligt finansieret forskningsaktivitet inden for en nærmere afgrænset del eller sektor af den offentlige forvaltning, ofte modstillet forskningsaktiviteter ved universiteterne.

Sektorforskningen udføres af særlige sektorforskningsinstitutioner, der er selvstændige institutioner under en ressortministers ansvar. Sektorforskningen har som hovedopgave på et fagligt forsvarligt grundlag at medvirke ved udviklingen af den eller de sektorer, det enkelte ressortministerium har ansvaret for. Ressortministeren kan anmode institutionen om at udføre forsknings-, udrednings- og rådgivningsopgaver, og institutionen kan mod betaling udføre den samme type opgaver for andre. Institutionerne er ikke ansvarlige for uddannelse, men de deltager i uddannelsen af forskere inden for deres arbejdsområde.

Sektorforskning har oftest karakter af anvendt eller strategisk forskning og har mest fundet sted inden for miljø-, energi-, landbrugs- og socialområdet; også den militære forskning kan kaldes sektorforskning.

Sektorforskningen tog kraftigt til i efterkrigstiden. En voksende kritik af, at stadig flere offentlige forskningsmidler blev anvendt uden tilstrækkelig kvalitetskontrol, førte til, at man i 1988 fik fastlagt rammerne for, hvad der kan defineres som sektorforskningsinstitutioner, og en rammelov fra 1996 opstillede en række fælles mindstekrav om bl.a. ledelsesforhold, stillingsstruktur og ytrings- og publiceringsfrihed. I 2007 blev en række sektorforskningsinstitutioner og universiteter sammenlagt, herunder Danmarks Rumcenter og Forskningscenter Risø, der hver især fusionerede med DTU.

I 2013 er der tre sektorforskningsinstitutioner i Danmark, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og Statens Serum Institut.