Almendannelse er et begreb, der oftest bruges i relation til de gymnasiale uddannelser, hvis formål beskrives som studieforberedende og almendannende. Begrebet omfatter såvel principper for stofudvælgelse som forestillinger om elevernes læring. Almendannelse kan defineres som en kompetence, der kan udvikles i en undervisning, der omfatter de almene dele af de videnskaber og fag, som et samfund har brug for med henblik på udvikling af borgernes evne til at reflektere over den enkeltes eget forhold til medmennesker, natur og samfund.

Almendannelse er et entalsbegreb, som derfor forudsætter en uddannelse, der udgør en helhed og en enhed, og som ikke har noget specifikt erhvervs- eller studiemæssigt sigte. Begrebet omfatter således mange kvalifikationer og kompetencer, som eleverne kan erhverve såvel i fagene som i samspil mellem fagene.

Som begreb opstod almendannelse i begyndelsen af 1800-t., da latinskolen, hvor græsk og latin var bærende fag, skulle ændres i takt med samfunds- og videnskabsudviklingen til at omfatte en større fagkreds. Det blev derfor nødvendigt at afgøre, hvilke fag der skulle undervises i, og hvilke almene dele, der skulle indgå i disse fag. Almendannelse viste sig at være et begreb, der kunne bruges i debatten om de gymnasiale uddannelsers stofudvælgelse og læringsidealer.

Almendannelse har i Danmark i mere end 150 år opretholdt sin retningsgivende karakter for udformning af de gymnasiale uddannelser, der også blev brugt i de nordiske lande, men som ikke kendes i resten af verden. Den uddannelsestænkning, der ligger til grund for brugen af almendannelse, har givet de danske gymnasiale uddannelser en særlig udformning, som grundlæggende adskiller sig fra ungdomsuddannelserne i den anglo-amerikanske del af verden, hvor eleverne kan kombinere forskellige kurser, herunder også erhvervsrettede, uden hensyn til uddannelsens enhed og helhed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig