Skole - skoleledelse, En anden faktor af stor betydning for skolens virksomhed er skoleledelsens funktion, som ved enhver selvstændig folkeskole varetages af en skoleleder eller skoleinspektør samt af hans eller hendes stedfortræder, der kan være viceskoleinspektør eller afdelingsleder. På andre uddannelsesniveauer benævnes lederen oftest rektor.

Skolelederen har i folkeskolen ansvar for den administrative og pædagogiske ledelse af skolen over for politiske og administrative myndigheder og skal sikre skolens tilfredsstillende drift, herunder inspirere til pædagogisk udvikling.

Skolelederen har ansvaret for arbejdets fordeling mellem de ansatte og for alle konkrete afgørelser vedrørende skolens elever, bl.a. henvisninger til specialundervisning, iværksættelse af disciplinære sanktioner, foranstaltninger mod forsømmelser samt optagelse af elever i børnehaveklasse og 1. klasse og af børn fra andre skoledistrikter.

Skolelederen er sekretær for skolebestyrelsen og har i denne forbindelse bl.a. til opgave at udarbejde forslag til dens godkendelse mht. principper for skolens drift samt skolens budget. Det er skolelederens pligt at omsætte skolebestyrelsens beslutninger i praksis, medmindre de er ulovlige eller ligger uden for dens kompetence.

Skolens leder udfører sin virksomhed i samarbejde med elever, forældre og ansatte. Samarbejdsforpligtelsen med medarbejdergruppen gælder både i forhold til den enkelte ansatte, til pædagogisk råd og til samarbejdsudvalget.

Skoleledere har med ændringerne i Styrelsesloven i 1989 fået større ansvar og kompetence på en række områder, fx mht. arbejdets fordeling mellem de ansatte. Denne styrkelse er sket, samtidig med at lærergruppens kompetence er blevet rent rådgivende, jf. afskaffelsen af lærerråd og fælleslærerråd til fordel for pædagogisk råd.

Skoleledernes muligheder for at præge skolens virksomhed er derfor vokset i takt hermed, men det samme er ansvaret for at udøve ledelsesfunktionen i samspil med de ansatte.

Læs videre om skoleforsøg eller skole generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig