skole - skolestyrelse

Da den pietistisk prægede kongemagt i 1739 havde dekreteret skolegang og undervisningspligt for alle børn i landdistrikterne, blev resultatet ikke det forventede: Godsejerne protesterede, og skolebyggeriet blev ujævnt fordelt fra egn til egn; se også dansk skolehistorie (til almuens oplysning).

Derfor var det forståeligt, at Frederik 6. i 1814 ved sin lovgivning om skolegang og undervisningspligt for både land og by sørgede for et handlekraftigt skolestyre bestående af skolekommission, skoledirektion og biskop.

Fra 1814 fandtes tre grundskoleformer i hhv. landsognene, købstæderne og København, alle under statslig og gejstlig indflydelse. I løbet af 1800-t. lykkedes det for det hierarkiske skolestyre at få folkeskolen nogenlunde accepteret, bl.a. ved bøder for ulovlige forsømmelser og mere virksomt ved etablering af smidige lokale skoleordninger, fx den vestjyske, der fungerede ca. 1820-1950 og tillod, at de større børn næsten ikke gik i skole i landbrugets travle tid om sommeren, men mere om vinteren.

Først i 1958 ophævedes skellet mellem det landsbyordnede og det købstadordnede skolevæsen, så børn på land og i by principielt fik samme uddannelsesmuligheder. København bevarede indtil 1990 sin særordning, der gav vidtstrakte beføjelser til Københavns Skoledirektion.

I dansk skolestyres udvikling blev Sønderjylland en kilde til særlig inspiration, idet den sønderjyske skoleordning efter Genforeningen i 1920 adskilte sig fra kongerigets skolestyrelse på tre områder: ved at hver skole oftest fik egen skolekommission, ved at de sønderjyske folkeskoler næsten blev fritaget for gejstligt tilsyn, samt ved at der blev ansat amtsskolekonsulenter for regionens folkeskoler.

I 1933 blev det gejstlige tilsyn stort set ophævet nord for Kongeåen. Først i 1949 blev skoleområdets Kongeågrænse dog helt slettet, idet enhver kommune fik én skolekommission, men til gengæld mulighed for at oprette skolenævn ved de enkelte skoler.

Undervejs havde også skolens øvrige interessenter gjort sig gældende: I 1856 fik kommunerne ret til at indstille tre ansøgere, når et lærerembede skulle besættes. Skoledirektionen havde ganske vist fortsat kaldsret til de fleste embeder, og biskoppen til de tidligere kirkelige degneembeder, men kaldet skulle gå til en af de indstillede ansøgere.

I de sidste årtier af 1800-t. stod sognerådet som det lokale magtorgan, mens skolekommissionen snarere blev opfattet som repræsentant for statsmagt og kirke.

Skolens medarbejdere fik en beskeden indflydelse på skolens styrelse i 1904, hvor lærerråd ved kommuneskoler i købstæderne fik høringsret i forhold til skolekommission og kommunalbestyrelse i en række sager. Lærerråd på landet og fælleslærerråd i alle kommuner blev først indført i 1933, hvor det også blev muligt for lærere at få sæde i skolekommissionen.

Med de ændrede styrelsesregler i 1990 blev lærerrådet erstattet af pædagogisk råd, som ikke fik samme kompetence, men blev rent rådgivende for skolens leder, hvis ansvarsområde blev tilsvarende styrket. Ved samme lejlighed blev fælleslærerrådet nedlagt. Pædagogisk råd var lovpligtigt i folkeskolen indtil 2014.

Med lovfæstelsen af skolefritidsordninger i folkeskolen i 1984 blev en ny medarbejdergruppe, pædagogerne, en del af folkeskolens ansatte. De blev dermed også en del af pædagogisk råd og kunne blive medarbejderrepræsentanter i skolebestyrelsen.

Se også lærer.

Styrelseslovændringerne i 1933 betød en beskeden åbning for forældreindflydelse gennem forældreråd, som alene i København blev obligatoriske.

Først ved Skolestyrelsesloven af 1949 fik forældrene gennem skolenævnene indflydelse på valget af to medlemmer af skolekommissionen; resten blev fortsat udpeget af kommunalbestyrelsen.

Forældrenes indflydelse på deres barns skole er i takt med skolens demokratisering i anden halvdel af 1900-t. gradvis øget; se nedenfor og skole-hjem-samarbejde.

Den del af skolens interessenter, som det hele drejer sig om, var den, der sidst blev repræsenteret i skolens styrelse. Eleverne fik plads i skolenævnet i 1970 og i skolekommissionen i 1977, begge steder med to repræsentanter, valgt for en enårig periode, men uden stemmeret og uden adgang til at overvære personsager.

Oprettelse af elevråd ved folkeskoler blev mulig fra 1974 og obligatorisk fra 1986, hvis skolen har elever på femte eller højere klassetrin. Det siger noget om elevrådenes arbejdsvilkår, at Undervisningsministeriet i 1985 måtte tilkendegive, at post, som er adresseret til en skoles elevråd på skolens adresse, skal afleveres uåbnet til elevrådet.

I 1990'erne arbejdedes der fra centralt hold på en styrkelse af elevers medindflydelse på alle uddannelsesniveauer, også i folkeskolen. Fælleselevråd, som repræsenterer alle en kommunes skoleelever, har aldrig været obligatoriske, men kan oprettes som et fælles rådgivende organ.

Kommunalreformen i 1970 medførte en sammenlægning af mindre kommuner, og i mange lokalsamfund var der på forhånd frygt for følgerne af den større afstand mellem skole og hjem.

Derfor fulgte samme år en ny skolestyrelseslov, som indførte obligatoriske skolenævn ved alle skoler, samtidig med at amtsskoledirektionen blev nedlagt, og primærkommunerne fik overdraget arbejdsgiverkompetencen for lærerne og beslutningsretten for skoleplanen og undervisningsplanen.

Skoleinspektørerne, der hidtil havde været kongeligt udnævnt, blev herefter udnævnt af undervisningsministeren og fra 1974 af kommunalbestyrelsen. Skolenævnene blev i 1990 afløst af skolebestyrelser, som fik større kompetenceområde. Skolestyrelsesloven blev ophævet som selvstændig lov i 1989, og styrelsesbestemmelserne blev herefter indsat i de respektive områdelove; de udgør i Folkeskoleloven således kap. 6 (2015).

Kommunalbestyrelsen har på folkeskolens område i 2010'erne vidtgående beføjelser, bl.a. bevillingskompetence, ret til ansættelse og afskedigelse af lærere, fastlæggelse af lokal skolestruktur, godkendelse af de kommunale læseplaner mv. Den kan delegere dele af sin myndighed til det kommunale udvalg for skoleområdet, til forvaltningen, herunder skolelederne, samt til skolebestyrelserne.

Statens rolle i styrelsen af uddannelsesinstitutionerne har i takt med 1900-t.s stigende decentralisering været jævnt aftagende og er i folkeskolen reduceret til at fastsætte formål, centrale kundskabs- og færdighedsområder samt prøvekrav. Arenaen for kampen om styringen af folkeskolen har siden 1980'erne således været placeret i kommunerne.