H. Adler, Hanna Adler, 1859-1947, rektor for Sortedam Gymnasium, som hun oprettede i 1893 som H. Adlers Fællesskole på Sortedam Dosseringen i København. Det var den første egentlige fællesskole for drenge og piger i hovedstaden. Hanna Adler var magister i fysik fra 1892 og havde studeret fællesundervisning i USA. Hun skabte en skole med et frit og trygt miljø; som bestyrer lagde hun vægt på selv at kende alle elever fra 1. klasse til gymnasiet. I 1918 skænkede hun skolen til Københavns Kommune, men betingede sig, at den fortsat skulle være fællesskole og omfatte hele skoleforløbet. Hun fortsatte indtil 1929 som leder. Da besættelsesmagten i 1943 indledte sin forfølgelse af de danske jøder, blev hun interneret, men ca. 400 underskrifter fra hendes gamle elever fik den tyske befuldmægtigede til at løslade hende.