Duborg-Skolen. Duborg-Skolens ældste del set fra det sydøstlige hjørne mod Rummelgang. Tuschtegningen er udført i 1978 af Hans Busch-Alsen (1900-90), der var uddannet på Kunstakademiet i Düsseldorf og i nogle år knyttet til Duborg-Skolen som tegnelærer.

.

Duborg-Skolen, skole og gymnasium i Flensborg for det danske mindretal i Sydslesvig. Skolen blev grundlagt 1920 som realskole og flyttede 1923 til egen skolebygning på Duborg Banke, hvor Margrete 1.s slot havde ligget. Den blev udvidet i 1949, 1954 og 1979, var realskole indtil 1986, har fra 1948 også dansk studenterkursus og fra 1955 gymnasium med både dansk og tysk anerkendelse.

Eleverne optages fra en af de danske skoler i Sydslesvig. Undervisningssproget er dansk, men man følger den slesvig-holstenske skolelov mht. fagrække og faglige krav. Duborg-Skolen havde 2017 ca. 540 elever fordelt på 7.-13. klassetrin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig