Europa. Uddannelsesudgifter i Europa og i hele verden i dollar og i procent af bruttonationalproduktet. På trods af op- og nedgange i de økonomiske konjunkturer har investeringerne i uddannelse ligget relativt konstant i de sidste årtier. Kilde: Statistical Yearbook, 1995. UNESCO.

.

Europa – uddannelse, Europæiske uddannelsessystemer har i moderne tid først og fremmest udviklet sig på baggrund af pædagogiske idéer, der tager udgangspunkt i oplysningstidens menneskesyn og i behovet for kvalificering af arbejdskraften. Desuden har statsmagten overalt forsøgt gennem skolens virksomhed at skabe loyale borgere.

Alle europæiske lande prioriterer i dag uddannelsessystemet højt ud fra både ideologiske og økonomiske begrundelser. I 1950'erne og 1960'erne øgedes de offentlige udgifter til uddannelse både i Øst- og Vesteuropa med mere end 10% om året, dvs. med mere end dobbelt så meget som væksten i bruttonationalproduktet. Mange lande forlængede den undervisningspligtige periode, og elevtallet i Europas grundskoler øgedes med 30% i samme tidsrum.

Der er indført skole- eller undervisningspligt i alle europæiske lande, selvom den ikke gennemføres fuldt ud overalt. I reglen omfatter den en 8-10-årig periode, i Storbritannien dog 11 år.

Udviklingen efter 2. Verdenskrig

Denne udvikling i de europæiske uddannelser kan karakteriseres ved ordene ekspansion, demokratisering og kvalitet. Ekspansionen faldt sammen med den økonomiske vækst i 1960'erne, mens kravet om demokratisering allerede blev rejst i årene umiddelbart efter 2. Verdenskrig; demokratiseringen satte dog først rigtig ind, da den økonomiske vækst nogle år senere skabte forudsætningerne for den. Sammenhængen mellem økonomisk vækst, ekspansion og demokratisering af uddannelserne var overalt i 1970'ernes Europa genstand for stor opmærksomhed fra politikeres, administratorers og forskeres side. Reformerne i den periode var derfor fortrinsvis strukturelle reformer, der sigtede mod at skabe uddannelsesmæssig enhed og sammenhæng.

Med den økonomiske afmatning og deraf følgende kraftigt stigende arbejdsløshed, der satte ind efter oliekrisen i midten af 1970'erne, blev opmærksomheden rettet mod en bedre resurseudnyttelse, der blev sat spørgsmålstegn ved uddannelsessystemernes opbygning og indhold, og der rejstes krav om politisk styring og kvalitetskontrol, ikke mindst under indflydelse af den amerikanske rapport A Nation at Risk (1983). Kvalitetskravet, der i Europa søgtes imødekommet gennem en stigende decentralisering af uddannelserne, fx hvad uddannelsesinstitutioners konkurrerende virksomhed angik, blev yderligere forstærket ved, at Europa inden for samme periode i stigende grad så sig inddraget i en økonomisk og teknologisk konkurrence med Asien og USA. Reformerne i den periode sigtede mere mod uddannelsernes indhold, normer og værdier end mod strukturen.

Mere uddannelse til flere. Ekspansionen i uddannelserne har gjort sig gældende på alle trin i de nationale uddannelsessystemer. Den åbne og obligatoriske grundskole har i hele perioden medført øget pres på de sekundære trin, dvs. ca. 11.-18. år. For kvindernes vedkommende har væksten i søgningen endda været større end for mænd, selvom der er stor forskel på, hvilke typer af uddannelser der vælges af hhv. kvinder og mænd, især inden for erhvervsuddannelserne.

Inden for de videregående uddannelser har ekspansionen givet sig udslag i en stærk vækst i antallet af universiteter og andre højere uddannelsesinstitutioner samt i nye institutionstyper som de såkaldte åbne universiteter. Samtidig har kravet om omstilling og fleksibilitet i den voksne del af befolkningen overalt i Europa øget interessen for voksenundervisningen, jf. et udtryk som life-long education, et begreb med oprindelse i den engelske uddannelsessituation i 1960'erne.

Internationalt samarbejde

Et vigtigt træk i efterkrigsudviklingen er etableringen af et internationalt samarbejde om uddannelser i UNESCOs, Europarådets og OECDs regi. Gennem de senere år er det dog samarbejdet inden for EU, der har været af størst betydning for medlemslandene. I henhold til Romtraktaten omfattede dette samarbejde oprindelig kun erhvervsuddannelserne, men det blev senere udvidet til også at omfatte de højere uddannelser. Fra slutningen af 1970'erne udvikledes en række udvekslingsprogrammer som fx ERASMUS, COMENIUS, LINGUA og TEMPUS. Og med artiklerne 126 og 127 i Maastrichttraktaten er det foreløbig mest vidtgående legale grundlag for et øget samarbejde på uddannelsesområdet blevet tilvejebragt, dog uden at der er tale om nogen form for harmonisering.

Læs mere om Europa.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig