The Open University, OU, britisk uddannelses- og forskningsinstitution, åbnet i 1971, der udbyder kurser på universitetsniveau via fjernundervisning og årlige internatophold, og som er åbent for alle uanset kvalifikationer; ca. 1/3 af de studerende opfylder ikke de adgangskrav, der stilles af traditionelle universiteter. Hovedsædet ligger i Milton Keynes NV for London, derudover har OU 13 regionale afdelinger i Storbritannien og Irland. Siden midten af 1990'erne er en stadig større del af undervisningen blevet afholdt som e-learning. Af OUs ca. 185.000 studerende (2001) er hovedparten voksne deltidsstuderende, hvis arbejdsgivere betaler for uddannelsen.