Landsforeningen Ungdomsringen, sammenslutning af fritids- og ungdomsklubber, stiftet 1942. Ungdomsringen har til formål "at fremme børns og unges aktive medleven i samfundet gennem klubbernes virksomhed". Sammenslutningen har ca. 1000 medlemsklubber med mere end 130.000 børn og unge (1997). Den støtter oprettelse og drift af klubber, afholder kurser og uddannelse, forestår fællesaktiviteter som musik, teater og sport samt formidler kontakt til klubber i andre europæiske lande.