Bachelor, person, der har erhvervet den akademiske grad BA (Bachelor of Arts), BS eller BSc (Bachelor of Science) eller lignende på en højere læreanstalt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bachelor er engelsk og kommer af latin baccalaureus.

Baccalaureus blev fra middelalderen brugt om de studerende, der havde gennemgået de første års elementære undervisning ved et universitet og fortsatte med videregående studier. I Danmark blev titlen brugt indtil 1775 som betegnelse for den laveste akademiske grad.

Danske universiteters stærke vækst efter 1960 gav anledning til en debat om den fremtidige studiestruktur. Det hidtidige, tyskinspirerede studiesystem, som udelukkende gav mulighed for at forlade universitetet med embedseksamen efter fem-seks års studier, fik skylden for et stort studenterfrafald.

En angelsaksisk model med et otteårigt forløb i tre trin (BA, MA og ph.d) blev foreslået som afløser. Ikke mindst ønsket om et bachelorniveau efter tre år mødte modstand på læreanstalterne, som frygtede en forringelse af det faglige niveau; men i 1988 blev det fastsat, at tre års gennemført universitetsuddannelse skulle give ret til betegnelsen bachelor. Samtidig blev det krævet, at de videregående uddannelser på alle områder indarbejdede et egentligt bachelorniveau; dette trådte for næsten samtlige fag i kraft fra efteråret 1993. Sammen med indførelsen af licentiat- eller ph.d.-graden bevirkede dette, at den angelsaksiske model blev etableret i sin helhed i Danmark, dog således at den klassiske doktorgrad tillige bevaredes.

Se også akademiske grader og professionsbachelor.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig