Wałbrzych, (1305 ty. Waldenberc 'det skovklædte bjerg', i polsk omdannet efter wał 'vold, skanse'), ty. Waldenburg, by i det sydlige Polen 65 km SV for Wrocław i de råstofrige Wałbrzych-bjerge; 128.200 indb. (2004). Byen er opstået pga. områdets kulforekomster, som er særlig velegnede til koksfremstilling. Den er præget af minedrift og industri, specielt elektromaskinindustri, fremstilling af mineudstyr samt glas- og porcelænsproduktion; siden systemskiftet i 1989 er en del af den tunge industri lukket, og byen satser i stigende grad på turisme. Wałbrzych ligger i et af de områder, som Tyskland i 1945 afstod til Polen. Efter krigen er der sket en udbygning af boligkvarterer til industriarbejderne.