Timişoara er en by i det vestligste Rumænien i et rigt landbrugsområde med et mildt klima på randen af de sletter, som fortsætter i Vojvodina og Ungarn. En kanal (Bega kanalen) forbinder byen med Serbien. Timis floden løber syd for byen ind i Serbien. Byen har efter folketællingen 2021 250.000 indbyggere, hvoraf 3 procent tilhører det ungarske mindretal. (iflg. de lokale myndigheder er befolkningens størrelse 300.000). Hovedparten af det tyske mindretal er efter 1989 emigreret til Tyskland.
Faktaboks
- Etymologi
-
Navnet er en rumænsk gengivelse af det ungarske Temesvár, der er sammensat af Temes 'floden Timiş' (en biflod til Donau) og vár 'borg'.
- Også kendt som
-
Temesvár, byens ungarske navn
I den gamle bymidte, som præges af arkitektur fra den habsburgske tid, findes bl.a. rådhus, museer, katedraler, operahus og teater. Mange stilarter er repræsenteret: barok, historicisme, neoklassicisme og art nouveau. Nogle kalder byen Lille Wien. Byen har flere store parker og, især i den gamle by, mange caféer. Universitetet, der stod færdigt i 1944, ligger i byens sydlige del. I dag har byen flere højere uddannelsesinstitutioner, bl.a. et stort Polyteknisk Universitet.
Byen har maskin-, elektronik- og næringsmiddelindustri samt kemisk industri.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.