Jan Žižka, ca. 1360-1424, tjekkisk hærfører. Lavadelsmanden og levebrødssoldaten Žižka tilsluttede sig Jan Hus' lære og fremstod fra 1420 som husitternes ledende hærfører. Trods blind på det ene øje og fra 1421 på begge øjne vandt han en række sejre over husitternes katolske modstandere og over radikale grupper inden for husitterbevægelsen. Særlig sejren i Slaget ved Vítkov uden for Prag (nu kvarteret Žižkov i Prag) i 1420 sikrede den husitiske revolutions overlevelse. En stram militær orden og taktiske nyskabelser som brugen af vognborge gav Žižka ry som uovervindelig.