Jiří z Poděbrad, 1420-1471, konge af Bøhmen fra 1458. Jiří blev en førende skikkelse i forsøget på at genrejse Bøhmen efter husitterkrigene. Han balancerede klogt mellem katolikker og de moderate husitter, calixtinere, og blev 1452 af den bøhmiske landdag valgt til rigsforvalter for den mindreårige kong Ladislav. Efter dennes død blev Jiří valgt til konge. Trods indledende katolsk accept kom det til konflikt med pavemagten. I 1466 lystes han i band, og fra 1468 lå han i krig med den ungarske konge Matthias 1. Corvinus, som ville overtage den bøhmiske krone.