András Hegedűs, 31.10.1922-23.10.1999, ungarsk politiker og sociolog. Hegedűs var 1949-53 medlem af Det Ungarske Kommunistpartis centralkomité og politbureau, 1953-55 viceministerpræsident og 1955-56 ministerpræsident. Han var modstander af de politiske ændringer i 1956 og tog derfor ophold i Sovjetunionen. I 1958 vendte han tilbage og blev udnævnt til vicedirektør for Det Centrale Statistiske Bureau; samtidig deltog han i en sociologisk forskergruppe. I løbet af 1960'erne brød Hegedűs med sin fortid og blev systemkritiker, hvilket førte til hans afskedigelse og i 1973 til eksklusion fra partiet. Fra 1975 var han rådgiver for store ungarske foretagender.