Faktaboks

Ferenc Deák
Født
17. oktober 1803
Død
28. januar 1876

Ferenc Deák, 17.10.1803-28.1.1876, ungarsk politiker og statsmand, hvis navn er uløseligt forbundet med forliget mellem Ungarn og Østrig (se Ausgleich). Deák blev i 1833 indvalgt i Parlamentet, hvor hans indlæg, bl.a. om bondefrigørelsen, afskaffelsen af adelsprivilegier og religionsfriheden, vakte stor interesse, og snart blev han en af førerskikkelserne i oppositionen. Deák ønskede at opnå selvstændighed for Ungarn ved lovlige midler; han deltog ikke i Lajos Kossuths separatistiske bevægelse under Frihedskrigen mod Østrig og i Revolutionen i 1848.

Deák blev justitsminister i den første uafhængige ungarske regering i marts 1848, men efter bruddet med Østrig i september samme år trådte han tilbage og forsøgte at mægle mellem de to lande. Efter Ungarns nederlag i Frihedskrigen 1849 forlod Deák den politiske scene og levede tilbagetrukket på sit gods. I 1861 blev han på ny valgt til Parlamentet, advokerede for en forsoning mellem Østrig og Ungarn og anbefalede, at Ungarn skulle føre fælles udenrigs-, finans- og forsvarspolitik med Østrig. Efter nederlaget til Preussen i 1866 var Østrig rede til at forhandle, og i 1867 blev dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn en historisk realitet (Ausgleich). I den nye regering ønskede Deák ingen post, men han deltog fortsat i det politiske liv og var højt respekteret for sin politiske indsigt, redelighed og forhandlingsevne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig