Bulgariens forhistorie

De ældste bopladser i Bulgarien er fra moustérien med 75.000 år gamle fund fra Iskărdalen. Fra hulen Samuilitsa II kendes fund fra store dele af mellem og yngre palæolitikum. Landbrug blev indført omkring 6000 f.v.t., og på den frugtbare centralbulgarske slette dannedes store byhøje, som afspejler bebyggelse på de samme steder igennem årtusinder. I Karanovobyhøjens nederste lag er undersøgt huse, der måler ca. 8 m×4 m og er anlagt langs plankebelagte gyder; senere blev husene større med flere rum. Keramik af høj kvalitet og smukke kvindestatuetter af ler er karakteristiske fundtyper.

Ca. 4000 f.v.t. begyndte udnyttelsen af kobber. Fra Ajbunar kendes Europas ældste kobbermine, og på en gravplads ved Varna (3600-3200 f.v.t.) er der fundet grave med mængder af kobber- og guldgenstande, bl.a. guldbelagte sceptre. Enkelte grave indeholdt mere end 1,5 kg guld. I 2000-tallet f.v.t. begyndte bronzealderen; men først fra 1000-tallet f.v.t. kendes igen større metalmængder, og der ses kontakter med den mykenske verden. Bulgariens største guldfund, Văltjitrănskatten, er fra denne periode og består af guldskåle med en samlet vægt på over 12 kg.

Jernalderen begyndte ca. 1200 f.v.t., og ca. 600 f.v.t. blev der ved Sortehavet grundlagt græske kolonier. Under indflydelse herfra og fra den persiske tilstedeværelse ca. 500 f.v.t. opstod en egentlig thrakisk kongemagt med nære forbindelser til Grækenland. I 300-tallet f.v.t. nåede den thrakiske kultur et højdepunkt. Fra denne tid stammer monumentale gravanlæg, en kongelig residensby, Seuthopolis (nuv. Kazanlăk), samt en række rige skattefund med fremragende, drevne sølvarbejder. Den største er Rogozenskatten med 165 skåle.