Mureş, ung. Maros, flod i Centraleuropa. Mureş udspringer i Østkarpaterne og løber 880 km, heraf 720 km gennem det bjergrige centrale og det vestlige Rumænien, til floden Tisza ved Szeged i Ungarn. På sin vej har den tilløb fra bl.a. Tîrnava Mica, Tîrnava Mare og Aries. På en ca. 20 km lang strækning udgør den grænsen til Ungarn. Kun på det nederste løb er floden sejlbar.