Borgerforum, Občanské Fórum, tjekkisk politisk bevægelse, stiftet 19. november 1989 under Fløjlsrevolutionen med det formål at lede Tjekkoslovakiet fra kommunistisk styre frem til en demokratisk retsstat med markedsøkonomi.

I december 1989 indgik Borgerforum og den slovakiske partner Offentlighed Mod Vold (OMV) i en overgangsregering, og Borgerforums leder, Václav Havel, blev præsident.

Ved parlamentsvalget i juni 1990 fik Borgerforum absolut flertal i Tjekkiet og dannede regering med OMV og de slovakiske kristelige demokrater.

Med demokratiets konsolidering øgedes modsætningerne i Borgerforum, som i februar 1991 blev splittet i et socialliberalt og et nykonservativt parti, og bevægelsen ophørte formelt ved parlamentsvalget i juni 1992.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig