Gustáv Husák, 10.1.1913-18.11.1991, tjekkoslovakisk politiker, præsident 1975-89. Husák, der var slovak og uddannet som jurist, blev i 1933 medlem af det tjekkoslovakiske kommunistparti, KSČ. Han sad under 2. Verdenskrig i ledelsen af det illegale slovakiske kommunistparti, KSS, og spillede en central rolle i modstanden mod den fascistiske slovakiske lydstat. Som kommunistisk topfunktionær var Husák fra 1945 meget aktiv i bekæmpelsen af de demokratiske kræfter i Slovakiet før kommunisternes magtovertagelse i 1948. Han arresteredes imidlertid i 1951, anklagedes for "slovakisk borgerlig nationalisme" og blev i 1954 idømt livsvarigt fængsel. Husák fik amnesti i 1960, blev fuldt rehabiliteret i 1963 og genoptog sin politiske karriere i KSČ. Han støttede demokratiseringsprocessen under Pragforåret 1968, men skiftede kurs efter den sovjetisk ledede invasion af Tjekkoslovakiet i august samme år. I 1969 afløste han Alexander Dubček som partileder og var hovedansvarlig for de følgende års masseudrensninger og hårde repression; i 1987 forlod han partilederposten. Husák var Tjekkoslovakiets præsident fra 1975, indtil han efter Fløjlsrevolutionen i 1989 blev tvunget til at træde tilbage.