Offentlighed mod vold, OMV, slovakisk politisk bevægelse, stiftet i Bratislava 20.11.1989 som led i Fløjlsrevolutionen mod det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet.

OMV indgik i december 1989 sammen med det tjekkiske Borgerforum i en overgangsregering til forberedelse af demokratiske valg i juni 1990. OMV blev her Slovakiets største parti og dannede regering med De Kristelige Demokrater lokalt og med dem og Borgerforum i Tjekkoslovakiet.

Bevægelsen splittedes dog stadig tydeligere i en liberal, proføderal fraktion og en mere nationalistisk og traditionalistisk fraktion, anført af den slovakiske premierminister Vladimír Mečiar.

Det kom til et brud i april 1991, og Mečiar blev tvunget til at gå af. Ved valgene i 1992 vandt Mečiars nye parti, Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet, en stor valgsejr, mens den liberale fraktion ikke opnåede parlamentarisk repræsentation. Dermed ophørte OMVs virke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig