Somaliland, udbryderrepublik i det nordlige Somalia. I modsætning til det øvrige Somalia har der længe været fred i landet, men udviklingen hæmmes af, at landet ikke anerkendes internationalt. Se Somalia.
Somaliland blev dannet i 1991. Republikkens grænser falder nogenlunde sammen med det tidligere Britisk Somalilands grænser. Det meste af Somaliland er et højtliggende bjergområde; hovedstaden, Hargeisa, ligger i ca. 1500 m højde. I regntiden fra april til september kan der dyrkes grøntsager m.m. i visse områder ude i landet, mens nordkysten ud til Adenbugten er en meget varm og tør slette, Guban. Midt på kysten ligger Berbera, landets vigtigste havneby med især eksport af levende husdyr til Saudi-Arabien.
Somali National Movement, SNM, som var i opposition til styret i Mogadishu, opstod i 1981 under ledelse af Ishaaq-klanen, som er den vigtigste i Somaliland. Ti år senere kunne man udråbe Somaliland til en de facto selvstændig republik. Ud over Ishaaq bor der også medlemmer af Darod- og Dir-klanerne i Somaliland. Økonomien bygger især på eksport af husdyr og overførsler fra de mange somaliere i Vesten; den er dog anstrengt på grund af krigsødelæggelser (Hargeisa blev stærkt ødelagt af somaliske tropper i 1988), husdyrsygdomme og manglende international anerkendelse. På trods af at landet er reelt eksisterende og politisk roligt, har OAUs (Den Afrikanske Enhedsorganisations) principper om ikke at røre ved kolonitidens grænser betydet, at Somaliland ikke kan anerkendes. En af mange vidtrækkende konsekvenser er, at landet kun i begrænset omfang modtager udviklingsbistand.
I 1998 erklærede Somali Salvation Democratic Front NØ-Somalia for en autonom region under det gamle navn Puntland. Her er Darod-klanen ledende, og erklæringen gav anledning til nogen spænding i Somaliland, idet Puntland angav at repræsentere alle Darod-klaner i det nordlige Somalia.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 468196.801.svg (23.01 kB)
| Admin 05/02/2009 | |
| [+] 468197.601.svg (40.99 kB) Somaliland, Somalia og Puntland. | Admin 05/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki