Sudan - geografi, Efter en militærregerings beslutning i 1990'erne blev Sudan opdelt i 26 stater, en opdeling, der dog ikke er almindeligt anerkendt. Begreberne Nordsudan og Sydsudan refererer til den tid (1972-83), da tre sydlige provinser, Bahr al-Ghazal, Equatoria og Upper Nile, havde et vist indre selvstyre med administrativt hovedsæde i Juba, hvilket det igen har fået med fredsaftalen fra januar 2005 mellem oprørsbevægelsen SPLA og regeringen.

Naturgeografi

Landskabet i Sudan domineres af store, flade sletter, i nord som vidtstrakte sand- og stenørkener med ingen eller sparsom bevoksning, bl.a. Den Nubiske Ørken. Ørkenerne glider gradvis over i mere frugtbare landbrugsområder langs med Nilens løb gennem det centrale og østlige Sudan. Her producerer mekaniserede landbrug en betragtelig høst af bl.a. hirse og hvede foruden en mangfoldighed af grøntsager og frugter. I overgangszonerne Darfur, Kordofan og Blue Nile findes store områder med gummi arabicum-producerende akacietræer og græsning for geder, kameler (dromedarer) og køer.

Længere mod syd ligger al-Sudd (arab. 'barrieren'), der er et enormt sumpområde med tæt og højt græs og i selve floden papyrus og vandhyacinter, der sine steder blokerer for sejlads. Området er beboet af halvnomadiske bønder med kvægflokke. Fra de vidtstrakte sumpe fordamper store mængder af Nilens vand; en plan om at lede vandet hurtigere igennem ved at grave en dræningskanal (Jongleikanalen) blev afbrudt af borgerkrigen i 1984. De miljømæssige og sociale konsekvenser af en færdiggørelse af projektet vil være vidtrækkende, men kendes ikke til fulde.

I de sydlige provinser dominerer savannen med frodigt græs og mange træer, og længst mod SV er der tropisk regnskov. Området er frugtbart, men den lerede jordbund gør vejtransport endog meget vanskelig i regntiden.

Olie findes i flere felter i det sydvestlige Sudan og i mængder, der kan få betydelig indflydelse på det fattige lands økonomi. Udviklingen af felterne indledtes i 1970'erne med bygning af en rørledning til olieraffinaderiet i Port Sudan, men produktionen stoppede brat i 1984, da oprørssoldater angreb anlæggene, der i hast blev evakueret for deres franske og amerikanske teknikere. I 1999 blev udvindingen genoptaget, nu af sudanske, malayisiske, indiske og kinesiske interesser, men borgerkrigen lagde indtil fredsaftalen i 2005 alvorlige hindringer i vejen for virksomheden. I fredsaftalen fastlagdes også principperne for en ligelig fordeling af olieindkomsterne mellem Nord- og Sydsudan.

Nilen og infrastrukturen

På trods af olien forbliver Nilens vand Sudans vigtigste naturlige resurse. Vandet er helt afgørende for fødevareproduktionen, men også for relationerne til Egypten, den store nabo i nord, der har et stadigt voksende behov for vandet i Nilen.

Nilens strækning gennem Sudan fra Uganda til Egypten er ca. 3000 km lang. Hvor Den Hvide og Den Blå Nil løber sammen, ligger hovedstaden Khartoum. Flodløbene er vigtige transportveje, om end krigshandlinger ofte gør sejlads på de sydlige dele af Den Hvide Nil umulig.

Sudans enorme afstande synes endnu større pga. en ringe udviklet infrastruktur. Asfaltveje forbinder de større byer i det nordlige Sudan, men i store dele i syd og mod vest findes kun hjulspor, der ofte er ufremkommelige i regntiden. Busforbindelser findes kun mod nord, og for den brede befolkning er transport på overfyldte lastbiler og til fods det almindelige. Enkelte nedslidte jernbaner forbinder Khartoum med Port Sudan og større byer mod nord og SV. Hovedstaden har international lufthavn, og der er lokale flyvepladser i mange provinsbyer. Improviserede landingsbaner anlægges i landsbyer i det sydlige Sudan til brug for nødhjælpsforsyninger under de tilbagevendende hungerkatastrofer. Telefoner, vandforsyning og elektricitet findes kun omkring de største byer og især mod nord. Udsendelser fra den nationale radio- og tv-station kan modtages i det meste af landet.

Befolkning

Befolkningen er etnisk sammensat. Statistiske oplysninger er mangelfulde, men både fødselshyppighed og befolkningstilvækst er stor. Flere millioner mennesker fra det sydlige og vestlige Sudan er internt fordrevne og bor i flygtningelejre omkring Khartoum og andre større byer, ligesom et stort antal bor i primitive flygtningelejre i Darfur. Yderligere mindst 1 mio. sudanere er flygtet til nabolandene Uganda, Kenya, Etiopien, Tchad og Egypten.

Dyreliv

Det oprindelige dyreliv var, specielt sydpå, rigt på løver, elefanter, giraffer og de øvrige østafrikanske storvildtarter. Opdyrkning, hyppige græsbrande og udbredt krybskytteri har reduceret bestandene betragteligt. Borgerkrigene har betydet, at alle former for overvågning og regulering er brudt sammen, og der kan ikke siges noget sikkert om dyrelivets status. Bl.a. al-Sudd er vinterkvarter for enorme mængder af trækfugle nordfra; storke, gribbe, pelikaner og gæs kan alle ses i Sudan. Insektlivet er righoldigt, og moskitoer, tsetsefluer og andre sygdomsbærere udgør en stadig sundhedstrussel mod mennesker og dyr. Også sværme af vandregræshopper er i sensommeren en tilbagevendende trussel.

Læs mere om Sudan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig