Verney Lovett Cameron, 1844-1894, engelsk opdagelsesrejsende. Af Royal Geographical Society fik Cameron i 1872 til opgave at lede en ekspedition, som skulle undsætte Livingstone i Østafrika. I marts året efter forlod han Afrikas kyst nord for Dar es Salaam, men modtog kort efter en meddelelse om Livingstones død. Cameron fortsatte nu til Tanganyikasøen og opdagede dens forbindelse til Congofloden. Herfra gik rejsen videre mod vest, og i november 1875 nåede han Afrikas kyst nord for Benguela i Angola. Cameron blev således den første europæer, der krydsede det ækvatoriale Afrika fra øst til vest. Senere rejste han i Lilleasien og Persien, ligesom han besøgte Guldkysten.