opdagelsesrejser

Begrebet opdagelsesrejser bliver opfattet som en anakronisme. Kritikken lyder på, at de europæiske opdagelsesrejsende ikke var i stand til at opdage lande, mennesker og kulturer, der var bevidste om deres egen eksistens og omgivelser. Modargumentet lyder, at opdageren oplyste europæerne om lande, mennesker, kulturer, botanik, geografi og biologi, som førte til nye erkendelser. Det ændrer ikke ved, at mange opdagelsesrejsende i bedste fald kan betegnes som genopdagere, der rejste i fodsporene på andre opdagere, og i nogle tilfælde helt tilbage fra antikken.

For eksempel Paul Du Chaillus opdagelse af gorillaen i 1856-1859 i Vestafrika var en genopdagelse, idet menneskeaben allerede var beskrevet af Hanno fra Kartago i det femte århundrede før vor tidsregning. Et andet eksempel er franskmanden Henri Mouhot, der blev krediteret for at opdage Angkor Wat i Cambodia på grund af den franske begejstring over, at verdens største tempel befandt sig i Fransk Indokina, på trods af at templet havde været besøgt og beskrevet af europæere siden 1500-tallet.

Opdagelsesrejsen skiftede karakter efter 2. Verdenskrig. Moderniseringen af stater samt et kapløb mellem øst og vest førte til en fornyet støtte til forskning. Det førte også til en øget specialisering med flere nye forskningsfelter. Resultatet var, at opdagelsesrejsen, der ofte bestod af deltagere fra flere fagfelter, blev erstattet af feltarbejde med deltagere fra et enkelt fagområde.

Som følge af afkoloniseringsprocessen samt den moderne globalisering, blev opdagelsesrejsen som fænomen desuden opfattet som et eksempel på fortidens forsøg på at beskue fremmede kulturer i et forsøg på dominans og kolonialisering. Kortlægningen og vidensindsamlingen havde skabt mulighed for udvidelse af imperier. Det er blevet nævnt, at videnskab efter 2. Verdenskrig derimod fremstillede sig som en værdifri måde at anskue verden på, og det er også blevet sagt, at med de frie markedskræfter og universelle menneskerettigheder opstod en ambition om videnskaben som grundlag for ligeværdig og global verdensorden.

I efterkrigstidens bipolare verden blev dette dog ofte forbigået til fordel for geostrategiske dagsordner. Det ændrer ikke ved, at i de vestlige liberale demokratier blev begrebet opdagelsesrejser odiøst på grund af forbindelsen til fejlslagne koloniale projekter. Samtidigt var både USA og Sovjet i et ideologisk opgør med europæisk kolonialisme, og opdagelsesrejsen som begreb blev derfor et af den kolde krigs ofre.

Det betyder ikke, at ekspeditioner og opdagelsesrejsende ikke førte til opdagelser. Tværtimod førte ekspeditionerne til, at man beskuede verden på en ny måde og kombinerede indsamlet viden med nye analyser. Opdagelsesrejser førte derfor ikke til, at mennesker, kulturer og geografiske lokationer blev opdaget, men at de blev beskrevet og analyseret videnskabeligt. Og resultatet var nye erkendelser, som for eksempel Darwins rejse til Galapagos, der skabte teorien om arternes oprindelse.

Opdagelsesrejsen i dag er derfor et middel til at foretage en analyse af observationer og indsamlet viden. Rummet er det nye ukendte ekspeditionsfelt, og et uendeligt rum af viden, der blot venter på at blive opdaget på fremtidens opdagelsesrejser.

• Afrika (udforskning)
• Grønland (udforskning)
• nordpolsekspeditioner
• sydpolsekspeditioner

• Dansk Ekspeditionshistorie I-III (2021), Gads Forlag.
• Bjørn Harvig red. (2020): Den Yderste Grænse, Gyldendal.