Goma, by i det østlige Den Demokratiske Republik Congo, nær grænsen til Rwanda. I midten af 1980'erne havde byen 78.000 indb., men i 1994 flygtede over 1 mio. mennesker fra Rwanda over grænsen til Goma, hvor de indkvarteredes i flygtningelejre. Borgerkrigen i Den Demokratiske Republik Congo, der begyndte i slutningen af 1990'erne, betød, at der også kom internt fordrevne til byen. I begyndelsen af 2002 havde byen ca. 500.000 indbyggere.

I januar 2002 ramtes Goma af et udbrud fra vulkanen Nyiragongo, som ligger få kilometer uden for byen. En hurtigt flydende lavastrøm løb tværs gennem byens centrale dele, og mere end 1/3 af bygningerne i det centrale forretningskvarter blev ødelagt. Byens befolkning blev drevet på flugt, men vendte efter få dage tilbage til byen trods truslen fra jordskælv og yderligere vulkanudbrud, også fra en anden vulkan, Nyamuragira, der ligeledes ligger nær ved byen. Byen blev besat af oprørsstyrker i 2012, men snart efter genindtaget af regeringstropper.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig