Ngaoundéré, by i Cameroun, endestation for den 885 km lange jernbane fra Douala. Byen var i 1800-t. hovedstad for fulani-riget Adamawa, og byens Palais du Lamido anses for at være det bedst bevarede høvdingesæde i landet. Da jernbanen nåede hertil i 1976, voksede indbyggertallet på få år fra 20.000 til de nuværende ca. 231.400. Byen er udgangspunkt for turismen til flere nationalparker i omegnen.