Ceuta og Melilla er to spanske enklaver på Marokkos Middelhavskyst. Ceuta havde i 2011 82.376 indbyggere og ligger på en landtange ved Gibraltarstrædet. Melilla havde i 2011 78.476 indbyggere og ligger på kysten 200 km mod øst. Endvidere hører den lille øgruppe Islas Chafarinas og yderligere et par klippeskær på kysten ind under Spanien.

Faktaboks

Også kendt som

Ceuta hedder Sebta på arabisk

Ceuta og Melilla udgør de sidste rester af kolonien Spansk Marokko; de rummer begge militærbaser med et personel på tilsammen ca. 3000, har toldfri status, og deres sprog, arkitektur og livsform er spansk.

Den strategisk beliggende Ceuta er den vigtigste og har bl.a. en del turist- og transittrafik over Gibraltarstrædet. Melilla ligger mere isoleret; den er domineret af et meget stort og velholdt fæstningsanlæg fra 1500-tallet, Medina Sidonia.

Marokko gør krav på områderne, men blandt indbyggerne er der stort flertal for at forblive under Spanien. Marokko har haft store problemer med at håndtere det store antal migranter særligt fra landene i Afrika syd for Sahara, der opholder sig ved grænserne til de to enklaver i håb om at emigrere illegalt til Europa.

Byerne blev i begyndelsen af 700-tallet erobret af araberne og underlagt kalifatet. Ceuta kom i 1400-tallet under portugisisk kontrol, men blev i 1580 erobret af Catalanien. Melilla kom i 1497 under spansk kontrol.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig