Ajim på Jerba, Sydtunesien
Små fiskerbåde i havnen i Ajim på Jerba, Sydtunesien.
Ajim på Jerba, Sydtunesien
Kysten ved Sidi Jmour på Jerba, Sydtunesien
Kysten ved Sidi Jmour på Jerba, Sydtunesien

Jerba er en ø ud for Tunesiens sydøstkyst. Den har et areal på 514 km2, hvilket gør den til den største af Tunesiens 30 øer. Det tager cirka en halv time at køre tværs over øen.

I fiskerbyen Ajim på øens vestkyst forbinder en lille færge Jerba med fastlandet. Selve overfarten tager et kvarter, men ofte er der flere timers ventetid. På sydkysten er Jerba forbundet med fastlandet via en 7,5 km lav dæmningsvej. Den blev anlagt af romerne i 100-tallet e.v.t. efter deres magtovertagelse i Karthago. I daglig tale kaldes vejen stadig 'den romerske vej' – la route romaine på fransk. Dæmningen blev i 2021 udvidet med et ekstra spor, så biler nu har mulighed for at overhale de ofte langsomt kørende lastbiler.

Jerba kan også nås med fly fra bl.a. Tunis og flere europæiske byer som Paris, Hamborg og Luxenbough. Lufthavnen på Jerba betjener primært charterturismen på øen.

Jerbas befolkning

Befolkningen på Jerba er efterkommere af berbere, arabere, afrikanere syd for Sahara særligt fra Sudan, jøder og europæere særligt fra Italien. Officielt har Jerba 163.726 indbyggere (2014). Heraf bor ca. 42.900 i byen Houmt Souk, som er øens hovedby. Mange tunesere fra Medenine, Tataouine og Zarzis på fastlandet arbejder på Jerba i turistindustrien, og befolkningstallet er derfor reelt højere i store dele af året.

Jerba er i dag hårdt ramt af unges migration mod Europa. Både i de store byer og i lokalsamfundene mærkes det, at de unge er rejst. Arbejdsløsheden er høj og fremtiden udsigtsløs for dem, der stadig er på øen.

Jerbas historie

Typisk boligområde på Jerba
Typisk boligområde på Jerba
Mads Haugbølle Behrendsen.
Strand på Jerbas nordkyst
Strand på Jerbas nordkyst
Mads Haugbølle Behrendsen.

Jerba blev dannet i kvartærtiden for 2,58 millioner år siden ved en forkastning af de underliggende bjerglag. De er fortsat i bevægelse, og Jerba er derfor i risiko for erosion.

Den første befolkningsgruppe på Jerba var berberne. Senere, i 700-tallet f.v.t, grundlagde fønikerne en handelsstation på øen. I 100-tallet blev Jerba en del af Romerriget, og i 650’erne overgik Jerba lige som det øvrige Tunesien til arabisk kontrol.

I 1960’erne udpegede den tunesiske stat Jerba som et af de steder i landet, hvor der skulle etableres hoteller til den nye charterturisme. Siden da har turismen haft afgørende betydning for øen i forhold til arbejdsstyrken og for ændringer i arkitektur og leveform, idet nye boligområder skød op til de mange sæsonarbejdere og deres familier.

Jerbas geografi

Oliventræer og landbrug på Jerba
Oliventræer og landbrug på Jerba
Mads Haugbølle Behrendsen.

Jerba er en meget flad ø: det højeste punkt, Dhahret Guellela på sydvest-kysten, ligger kun 53 meter over havets overflade. Kysten er præget af flade og brede, hvide sandstrande, der flyder sammen med lavvandede kystlaguner og Middelhav. Enkelte steder er der klipper som ved Sidi Jmour på vestkysten. Den sydlige tange langs dæmningsvejen er et naturområde og et vigtigt opholdssted for trækfugle.

Der er meget sparsomme vandressourcer på Jerba. Øen tilføres drikkevand fra Medenine på fastlandet gennem en stor rørledning, der er ført langs dæmningsvejen. I den traditionelle arkitektur er huse og moskeer forsynet med store flade arealer, hvor regnvand kan opsamles og ledes til et reservoir nedenunder. I landbruget samles den porøse, sandede jord i små diger rundt om marker og de enkelte træer for at holde på regnvandet, mens det siver ned i den opdyrkede jord.

Landbrug med bl.a. oliventræer blev etablereret på Jerba af romerne. Også i dag der en betydelig olivenproduktion på Jerba, og der vokser oliventræer overalt. Nogle af dem er meget store og flere hundrede år gamle.

Jerbas menzel'er

Houch og omkringliggende menzel på Jerba
Houch og omkringliggende menzel på Jerba
Mads Haugbølle Behrendsen.

På Jerba har befolkningen siden 1400-tallet etableret sig i såkaldte menzel, som kan sammenlignes med små godser. På et større stykke jord afgrænset af volde levede flere familier og generationer sammen. Her foregik alt landbrug og erhverv. En menzel havde egen brønd, egne værksteder, stalde, lader, gæsteboliger og et stort hovedhus kaldet houch.

Sådan boede befolkningen frem til 1960’erne, hvor turismen bragte nye boligformer med sig. I dag eksisterer menzel’erne og landbruget stadig, men mange af bygningerne ligger øde og forladte hen. En række områder med menzel på Jerba blev i 2023 udpeget til UNESCO's Verdensarvsliste.

Samfundsforhold og økonomi

Fondouk i Houmt Souk på Jerba
Fondouk i Houmt Souk på Jerba
Mads Haugbølle Behrendsen.
Fiskerjoller på Jerba
Fiskerjoller på Jerba

Økonomisk har Jerba gennem historien på den ene side været lukket om sig selv og selvforsynende på grund af den særlige leveform på landet. På den anden side har øen været internationalt orienteret som et handelscentrum for karavaneruterne fra det sydlige Afrika og Egypten, der endte på øen. Herfra blev værdifulde varer som krydderier, salt og guld fra det sydlige Afrika skibet ud på Middelhavet.

I Jerbas hovedby Houmt Souk er flere af de gamle handelshuse, såkaldte fondouk, blevet restaureret og omdannet til caféer, restauranter og hoteller.

Turismen

Hotel Dar Jerba på Jerba
Hotel Dar Jerba på Jerba

Med turismeindsatsen på øen i 1960’erne blev der, med hjælp fra udenlandske firmaer, opført enorme hotelkomplekser på strandene. Samtidig lancerede Danmark ulandsbistanden, og netop hotelopførelse på Jerba blev ét af de allerførste projekter, som DANIDA støttede. En gruppe af førende danske arkitekter ledet af Claus Brehmer tegnede hotelkomplekset Dar Jerba, og arkitekten Hans Munk Hansen tegnede Djerba La Douce (Strandhotellet, som han selv kaldte det) for det franske charterrejse-firma Club Med, der fortsat driver hotellet.

I 1990’erne var den tunesiske stat igen primus motor på opførelsen af endnu flere hoteller på Jerba. I dag er der mere end 400 hoteller på øen. Men i kølvandet det folkelige oprør i 2010-2011 blev turistbranchen i landet hårdt ramt. Mange hoteller på Jerba ligger forladte og forfaldne hen, og mange af de hoteller der klarer sig gennem krisen, bærer præg af manglen på midler til vedligeholdelse.

Igennem årtier har turistbranchen været den sektor, der sikrede arbejdspladser for store dele af befolkningen på Jerba og i de store byer Medenine og Tataouine inde på fastlandet. Derfor har krisen i turistbranchen været fatal for befolkningen på øen, fordi de helt eller delvist har mistet deres arbejde. Særligt fra 2018 har denne forværrede økonomiske situation betydet, at 9 ud af 10 unge på Jerba enten har planer om at forlade øen eller allerede er migreret til Europa legalt eller illegalt. Både i de store byer på øen og i lokalsamfundet er det tydeligt, at den unge generation har forladt øen.

Fiskeriet

Et andet erhverv på Jerba, som mærker migrationen, er fiskeriet. Middelhavet har gennem århundrede betydet, at Jerba har haft et udbytterigt fiskeri. Der fanges særligt blæksprutter fra små fiskerbåde og joller, men havet byder også på både fisk og rejer. Tidligere var svampedykning også et indbringende erhverv, men pga. forurening og ændrede klimaforhold er erhvervet ved at uddø.

Men de senere år har det også været fiskerne fra Jerba og Zarzis længere nede ad kysten, der er taget ud på eftersøgninger, når joller og små både med illegale migranter fra både Tunesien og det sydlige Afrika er gået ned ud for Tunesiens kyst. De oplever også at få omkomne migranter i nettet, når de er på havet for at fiske.

Kulturen på øen

Håndvævning af stof på Jerba
Håndvævning af stof på Jerba

Jerba har været vigtig for håndvævning af fine stoffer i silke og uld frem til 1960’erne, hvor turisme og moderne industri fortrængte det gamle håndværk. Men siden 2020’erne har der været en øget bevidsthed om det gamle håndværk, og små enkeltmands- og familieforetagender har genoplivet håndværket og re-designet traditionelle dragter fremstillet af det håndvævede stof.

Den kvindelige klædedragt malhfa

Den kvindelige klædedragt på Jerba, kaldet malhfa eller tabiyya, er særlig. Den består af et hvidt stof med bånd med klare, stærke striber i rød og orange. Dertil bæres en håndflettet stråhat. Mange kvinder fra vælger at bære den traditionelle dragt, når de går ud for at ordne daglige indkøb og andre gøremål – som en slags overfrakke. Hatten skærmer mod den brændende sol.

Streetart i Erriadh

Kunst på husmur i Erriadh, Jerba
Kunst på husmur i Erriadh, Jerba
Kunst på husmur i Erriadh, Jerba
Kunst på husmur i Erriadh, Jerba

I 2014 blev den lille by Erriadh midt på Jerba omdannet til et åbent galleri. Projektet blev kaldt Djerbahood. Huse og bygningers traditionelle, hvide gavle og mure blev udsmykket med streetart, og 150 kunstnere fra mere end 30 lande deltog i begivenheden. I 2022 blev der fulgt op med en ny event med 50 kunstnere. Men også lokale og unge kunstnere i Erriadh har taget ideen om et udendørs galleri til sig og bidraget med kunstværker på byens huse, vægge og døre.

Religion på Jerba

Moske på Jerba, Sydtunesien
Moske på Jerba, Sydtunesien.
Moske på Jerba, Sydtunesien

På Jerba findes et stort samfund inden for ibadi-grenen af islam. Historisk udskilte de sig fra de øvrige muslimske samfund i 600-700-tallet, hvorefter de første ibadi-migranter kom til Jerba fra Mellemøsten. På Jerba opførte de små moskeer, hvoraf flere fik status som UNESCO Verdensarv i 2023. Ibadi-muslimerne på Jerba var særligt forfulgt under præsident Ben Alis regime i perioden 1987-2011. Efter regimets fald har lokalsamfund på hele Jerba arbejdet for at restaurere og bevare de gamle moskeer.

Jøderne på Jerba

I Hara Seghira ligger Tunesiens og Afrikas ældste synagoge, El Ghriba. Det er uvist, hvornår den er grundlagt, men den menes at kunne dateres tilbage til 700-tallet f.v.t. Dermed er det jødiske samfund på Jerba et af de ældste i den vestlige del af Middelhavet. I synagogen findes en Torah, som menes at være verdens ældste. Af de kun cirka 1.500-2.000 jøder i Tunesien bor de fleste i dag i Hara Seghira.

Det katolske samfund

Der findes også et lille katolsk samfund på Jerba. Kirken Saint Joseph i Houmt Souk blev opført i 1848 af italienske og maltesiske fiskere og handelsfolk på Jerba. Kirken blev renoveret i 2020.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig