Gafsa

Byen Gafsa ligger for foden af de udløbere af Atlasbjergene, der kaldes Thaljah-bjergkæden. Den breder sig ind i Tunesien fra Algeriet og er relativt lav: På det højeste punkt når den 264 meter (over havets overflade). Grænsen mellem Algeriet og Tunesien løber ikke langt fra den lille by og bjergoase Tamerza, der ligger i bjergkæden.

I mødet mellem bjergkædens kalkstensakse, som er dannet i den sidste periode af mesozoisk æra (cretaceous-perioden, 145-65 mio. år før nu), og dens fundament, der er dannet i den eocæne periode (57-35 mio. før nu), er der dannet en mørk mergel og en brun eller grønlig kalk med en forekomst af råfosfat på 60 %. De forskellige jordlag kan ses med det blotte øje. Fosforen er særlig spektakulær, idet den kan fremstå grønligt selvlysende på bjergsiderne.

I 1885 blev råfosforen i Thaljah-bjergkæden opdaget af den franske geolog Phillippe Thomas (1843-1910). Han havde deltaget i nogle af de franske militære ekspeditioner i Algeriet i 1870’erne, hvor han havde kortlagt en række bjergkæder og lært sig arabisk. I 1882, året efter at det franske protektorat var etableret i Tunesien, besluttede den franske undervisningsminister Jules Ferry at sende en mission til Tunesien, der skulle udforske og beskrive landet – den Tunesiske Videnskabelige Udforskningsmission. I 1884 blev der tilføjet en geologisk afdeling til missionen, og Phillippe Thomas blev udnævnt som assistent på denne mission i 1885. Han havde ansvaret for udforskningen af den sydvestlige del af Tunesien, og det var under dette arbejde, at han i april 1885 opdagede råfosfaten i Thaljah-bjergkæden. Den franske geologiske udforskning af Tunesien førte også til opdagelsen af jern, zink, kobber og mangan, og udviklingen af en betydelig minedrift blev iværksat.

Phillippe Thomas døde i 1910 men blev hædret af det franske protektorat med en statue i Sfax og i Tunis i 1913. Statuerne blev revet ned og ødelagt i kølvandet på Tunesiens selvstændighed fra det franske protektorat i 1956.

Opdagelsen af fosfat blev afgørende vigtig for Frankrig og Europa. Her var befolkningen i hastig vækst. I løbet af 1800-tallet fordobledes befolkningen i Europa. I Danmark tredobledes befolkningen fra 1800 til 1910. Årsagen var bl.a. faldende spædbørnsdødelighed pga. bedre hygiejne- og leveforhold samt industrialiseringen og de ændrede levevilkår, der fulgte med den. Det voksende befolkningstal betød, at der blev et markant større behov for mad, som landbruget skulle dække, og derfor også et behov for en mere effektiv dyrkning af landbrugsjorden.

I begyndelsen af 1800-tallet var man blevet klar over, at knuste knogler kunne fremme væksten på markerne, og at dette skyldtes fosfor i knoglerne. Derfor opstod der med befolkningsvæksten en voldsom efterspørgsel efter fosfor i landbruget som gødning til markerne, altså et nyt behov for fabriksfremstillet eller kunstigt fremstillet gødning. Som følge af dette behov blev der i Europa fra midten af 1800-tallet etableret en industriel storproduktion af fosforgødning.

Det er her, opdagelsen af fosfat i Tunesien blev så afgørende. Med Tunesiens beliggenhed tæt på Europa var der nu udsigt til, at plantedyrkningen på de europæiske landbrugsmarker kunne øges med kunstgødning baseret på fosfat udvundet i bjergene ved Gafsa.

Forskellige forhandlinger om betingelserne for etableringen af et mineselskab, der skulle grave råfosfaten i bjergene ved Gafsa ud, fandt sted frem til 1897, hvor en række nyligt etablerede europæiske kemifirmaer, et algerisk minefirma, flere franske industrifirmaer og en række mindre investorer gik sammen om at etablere Compagnie de Phosphate de Gafsa et de Chemin de Fer de Gafsa (Gafsa Fosfat- og Jernbanefirma).

Som navnet antyder omfattede etableringen af mineselskabet også anlæggelsen af en helt ny jernbane tværs hen over Tunesien fra bjergene bag Gafsa i vest til havnebyen Sfax på kysten i øst. Jernbanen og togdriften skulle transportere hundredtusinder af tons fosfat til udskibning mod Europa. Lokomotiverne, der skulle trække godsvognene, blev produceret af firmaet Société alsacienne de constructions mécaniques i Mulhouse i Alsace i Frankrig og er blot ét eksempel på den nærhed, der var mellem Frankrig og de franske kolonier og protektorater. I Sfax blev havnen udbygget med en stor industrihavn med kapacitet til at klare den nye udskibning af fosfat.

Den første mine i Tunesien blev åbnet i 1899 i den lille bjergby Metlaoui sydvest for Gafsa. Endnu en mine blev åbnet i Redeyef og Moulares, to andre små byer i bjergene, i 1903. I 1920 blev der også åbnet en mine i den lille by Mdhilla syd for Gafsa.

Allerede året efter åbningen af den første mine i Metlaoui, nåede produktionen af fosfat op på 200.000 tons, og i begyndelsen af 1900-tallet var fosfat-reserven i Tunesien den andenstørste på verdensplan, som man havde kendskab til, kun overgået af reserven i USA.

Minefirmaet i Gafsa blev hurtigt Tunesiens største arbejdsgiver og skatteyder og fik dermed en enorm betydning for landets økonomi både nationalt og lokalt.

Efter Tunesiens selvstændighed i 1956 blev Gafsa Fosfat Kompagni nationaliseret, og i 1976 blev de øvrige mine-kompagnier, der var opstået i området, opkøbt af den tunesiske stat. Indtægterne fra minedriften var fortsat afgørende vigtig for statsbudgettet og for den modernisering af Tunesien, som både præsident Habib Bourguiba og Zine Al Abedine Ben Ali stræbte efter at gennemføre.

Arbejdet i fosfatminerne var både ekstremt farligt og fysisk hårdt. Mange arbejdere blev dræbt eller lemlæstet under arbejdet. Minerne styrtede sammen, der skete eksplosioner i gaslommer og vand fossede ind i minegangene. Det materiel, der gik tabt ved ulykker, blev erstattet indirekte af arbejderne selv, idet beløbet blev trukket fra deres bonus- og præmieordninger.

I 1970'erne gennemførte arbejderne flere strejker og demonstrationer over arbejdsvilkårene i minerne, lønniveauet og korruption ved ansættelse. I 1976 udbrød særligt voldsomme demonstrationer, der lammede alle fosfatminerne i en uge, og som bredte sig til de højere læreanstalter i Sydtunesien. Oprøret blev hårdt mødt at politiet. I en natlig razzia blev 500 politisk aktive arbejdere bortført af politiet, og de to studerende, der havde ledet arbejdernes oprør, blev henrettet. Derfor opgav arbejderne deres krav.

Samtidig foregik der lignende demonstrationer på cellulosefabrikken i Kasserine. To år efter, i 1978, nedlagde tekstilarbejderne i Ksar Hellal ved Monastir arbejdet i demonstration over arbejdsvilkår, løn og de stigende priser. Tunesien var således præget af social uro, og i 1984 kom det til det hidtil største og samlede oprør, som kaldes Brødopstanden.

I 2008 udbrød der igen omfattende protester, strejker og demonstrationer i Gafsa. I januar annoncerede mineselskabet, at de ville mere end halvere antallet af arbejdspladser fra 11.000 til 5.000. De demonstrerende arbejdere blev som tidligere set mødt meget hårdt af politiet, som slog en ring om byen. Dermed kunne journalister ikke komme ind i byen og rapportere om arbejdernes krav, og information om oprøret kom ikke ud til resten af den tunesiske befolkning. Men ny teknologi og nem adgang til fotografiapparater betød, at unge i Gafsa tog billeder. Disse lykkedes det en enkelt journalist at indsamle, og fra en London-baseret TV-kanal og via satellit-TV fik han information ud til den brede befolkning. Samtidig var der generelt i samfundet en stigende uro og utilfredshed med præsident Ben Alis undertrykkende, udemokratiske regime. Oprøret i Gafsa blev en vigtig forløber for det folkelige oprør i 2010, der også kaldes Det Arabiske Forår, som førte til Ben Alis fald.

Fosfatminerne ved Gafsa har også efter Det Arabiske Forår i 2010-2011 løbende været ramt af strejker og demonstrationer. Arbejderne er utilfredse med rekrutteringen af arbejdere, som har været baseret på korrupte aftaler mellem særlige familier, lave lønninger, dårlige arbejdsforhold, mangel på transport til skole for minearbejdernes børn og nedskæringer i antallet af arbejdspladser.

Nedskæringerne i fosfatproduktionen i Gafsa-minerne siden begyndelsen af 2000-tallet skyldes blandt andet, at brugen af fosfat på verdensplan er faldende, idet man er er blevet opmærksom på, at overgødning af landbrugsjord fører til udvaskning af fosfat til søer og kystområder, hvor det medfører opblomstring af alger og tab af biodiversitet.

Dermed er minedriften i Gafsa og arbejdernes forhold både ramt af den generelle ustabilitet i den tunesiske økonomi efter Det Arabiske Forår og af ændringer i landbruget på globalt plan. Det påvirker igen Tunesiens indtjening af fremmedvaluta fra fosfatproduktionen og dermed statens mulighed for netop at forbedre de sociale og økonomiske leveforhold i områder som Gafsa.

Gafsa blev en del af Romerrigets erobring af området, hvor Tunesien i dag ligger, i det 2. årh. under navnet Capsa. Fra denne tid findes i dag tre store bassiner med vand fra en varm kilde. Bassinerne er bygget af store blokke af kalksten, de er fem meter dybe, og trapper fører ned i bassinerne. De vidner om en aktiv romersk civilisation.

Bassinerne er fortsat i brug. Drenge og mænd fra Gafsa svømmer i bassinerne og kaster sig ud fra bassinkanterne og murene på de tilstødende bygninger i flot akrobatik inden de rammer de klare vand.

• Tunesiens historie
• Tunesiens historie – Protektorat og uafhængighed
• Tunesiens geografi
• Tunesiens gouvernorater
• Tunesien – sociale forhold
• Tunesien – økonomi