Ghadamès, oaseby i det nordvestlige Libyen nær grænsen til Algeriet og Tunesien; ca. 10.000 indbyggere (2011). Nær ved byen findes ruiner af den romerske by Cidamus. Frem til midten af 1800-tallet spillede byen en vigtig rolle for karavanetransporterne tværs over Sahara. De hvidkalkede huse er tæt sammenbyggede, og mange gader er overbyggede. Oasen og den oprindelige bebyggelse er et enestående eksempel på tilpasning til det barske ørkenklima, og Ghadamès er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Hovedparten af indbyggerne er i dag bosat i nye huse uden for den gamle oase.