Libyen er en republik i Nordafrika mellem Tunesien og Egypten. Størstedelen af landet er ørken og stort set ubeboet. Den smalle kystzone mod Middelhavet rummer næsten hele befolkningen og har traditionelt haft tætte forbindelser til den øvrige Middelhavskultur.
Under ledelse af oberst Gaddafi oplevede landet fra 1969 en tiltagende isolation fra det internationale samfund, bl.a. på baggrund af formodninger om, at libyske agenter stod bag terroraktioner i udlandet; fra 2003 indledtes dog en normalisering af relationerne. En række oliefelter rummer ca. 3 % af verdens kendte oliereserver, og Libyens økonomi er helt domineret af olieeksport.
Gaddafi blev væltet og dræbt i 2011 efter en borgerkrig, hvor NATO-kampfly deltog på oprørernes side, men spændinger mellem nationalister og islamister udløste en ny borgerkrig i 2014.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.