Nag Hammadi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
/files/20699/=ud_a_50541.mp3?revision=2

Nag Hammadi, mindre by i det sydlige Egypten 110 km nord for Luxor. Byen er en traditionel markedsby med bl.a. en sukkerfabrik. 10 km nord for byen ligger en dæmning over Nilen, bygget 1928-30. Dæmningen forsyner en aluminiumsfabrik med energi.

Nag Hammadi-skrifterne

Nag Hammadi-skrifterne er skrevet på koptisk. Dette tekststykke viser det meste af Thomasevangeliets tredje Jesusudsagn (logion 3), som i dansk oversættelse lyder: Jesus sagde: Når de, som leder jer, siger til jer: 'Se! Riget er i himlen!', så må himlens fugle jo være forud for jer. Når de siger til jer: 'Det er i havet!', så må fiskene jo være forud for jer. Nej, Riget er i jeres indre og for jeres øjne. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt.... Det Koptiske Museum, Cairo.

er en enestående samling oldtidsskrifter, der blev fundet i december 1945. Gemt i lerkrukker lå 52 koptisksprogede tekster skrevet på papyrus og indbundet i codexform. Skriftsamlingen, der i 300-t. blev skjult pga. religiøse stridigheder, er samlet af gnostiske kristne i opposition til den officielle kristendom, der nylig var blevet romersk statsreligion (se gnosticisme). Fundet opbevares i dag på Det Koptiske Museum i Cairo.

Det berømteste skrift er Thomasevangeliet, der består af 114 udsagn af Jesus (såkaldte logia). Her er ingen ydre fortælling, blot en række visdomsord, hvoraf nogle genfindes i NT. Den første tekst fra Nag Hammadi-skrifterne, der blev offentliggjort, er Sandhedens Evangelium, der formentlig stammer fra 100-t. Det bærer ikke noget forfatternavn, men tillægges gnostikeren Valentinos. Grundtankegangen i skriftet er, at der over tilværelsen har lagt sig en uigennemsigtig tåge, der først letter, når menneskene lader erkendelsen om Faderen, der bringes af Jesus Kristus, indtræde. Af øvrige valentinianske skrifter er der flere små traktater og det længere Filipsevangelium, en samling teologiske udsagn om sakramenter og etik.

Nag Hammadi-skrifterne rummer desuden to bøger ved navn Jakobsapokryfen og Johannesapokryfen, hvor disciplene modtager den hemmelige lære af den opstandne Kristus. Samme tankegang findes i Peters brev til Filip, hvor disciplene skal være "de oplyste" blandt de døde (de uoplyste). Nag Hammadi-skrifterne rummer endvidere skrifter med apokalyptisk præg, dvs. vedrørende verdens forestående undergang, blandt andre Paulusapokalypsen, Jakobsapokalypsen, Adamsapokalypsen og Petersapokalypsen; i sidstnævnte dominerer det individuelle aspekt, idet det handler om menneskets sidste tid, der er en opstigning gennem himlene til Gud vha. en frelserfigur. Endelig findes tekster, der fik stor betydning for klosterdannelserne.

I det tydeligt gnostiske skrift Sandhedens Vidnesbyrd udtrykkes en kraftig polemisk tone imod statskirken og en insistering på en total afsondring fra verden, mens det lige så tydeligt ikke-gnostiske skrift Silvanus' Lære indeholder en række etiske regler med grundtanken, at man skal behage Gud her, for han er Skaberen, en tanke, der var gnostikerne fremmed. For dem var Gud fjern fra denne verden, der er blevet til, fordi den onde skaber, Jaldabaoth, har indkapslet lyset i sin onde verden. Derfor skal mennesket forløses fra denne verden, og dertil kræves viden (gnosis). Det handler Verdens Oprindelse om. Af andre tekster kan nævnes den hermetiske Om Otteheden og Niheden, der handler om de guddommelige sfærer, hvorigennem sjælen vandrer efter døden.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Nag Hammadi-skrifterne er skrevet på koptisk. Dette tekststykke viser det meste af Thomasevangeliets tredje Jesusudsagn (logion 3), som i dansk oversættelse lyder: Jesus sagde: Når de, som leder jer, siger til jer: 'Se! Riget er i himlen!', så må himlens fugle jo være forud for jer. Når de siger til jer: 'Det er i havet!', så må fiskene jo være forud for jer. Nej, Riget er i jeres indre og for jeres øjne. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt.... Det Koptiske Museum, Cairo.

Viser 1 af 1 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+ud_a_50541.mp3 (8.13 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

05/02/2009

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
05/02/2009
Oprindelige forfattere
MlmOEst
01/02/2009
SHer
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki