Skikda, Philippeville, havneby ved Algeriets kyst nær ved de større byer Constantine og Annaba; 182.900 indb. (2008). Byen er udskibningssted for olie fra Hassi Messaoud-feltet og naturgas fra Hassi R'Mel-feltet, og den har raffinaderier og anden petrokemisk industri. Hertil kommer fiskeri og fiskeindustri.

Skikda, antikkens Rusicade, var oprindelig en fønikisk bosættelse, senere en romersk koloni. Den havde i antikken betydning som havneby med udskibning af korn og oliven fra Numidia. I dag findes bevaret betydelige ruiner af et stort teater fra kejser Hadrians tid; de øvrige ruiner blev ødelagt i 1837 ved planlægning af den moderne by.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig