Al-Fayyum, egyptisk oaseområde i Den Libyske Ørken 100 km SV for Cairo; ca. 3000 km2, 3,07 mio. indb. (2012). Al-Fayyum er en forsænkning i landskabet, der forsynes med vand fra Nilen gennem Bahr Yusuf-kanalen. Lavest i området ligger den afløbsløse saltsø Qarun 44 m under havoverfladen.

I 1800-t. kaldtes oasen Egyptens Have, da det var lykkedes at udvikle et effektivt overrislingssystem med terrassebrug, hvor der kunne dyrkes grøntsager og citrusfrugter. I dag er oasen en integreret del af Nildalen.

Historie

Befolkningstætheden og bebyggelsesgraden af al-Fayyum i oldtiden hænger sammen med Qaruns (gr. Moeris) vandstand. De første spor af mennesker findes på søens nordside fra epi-palæolitisk tid. I Gamle Rige udnyttedes basalt- og doleritstenbrud ved Widan al-Faras nord for søen.

Den første større udnyttelse af al-Fayyum-området fandt sted i Mellemste Rige, da søens vandstand sænkedes kunstigt med større landbrugsareal og voksende befolkning til følge. Fra denne periode kendes også de fleste monumenter fra før græsk-romersk tid, bl.a. et tempel ved Qasr al-Sagha nord for søen, hvor der tillige lå en byplanmæssigt anlagt arbejderby, og Madinat Maadi syd for søen med tempel, der var bygget af Amenemhet 3.; han opstillede også to siddende kolossalstatuer på store sokler på sydsiden af søen ved Byahmu. Ved den moderne Fayyum by (gr. Krokodilopolis) lå et tempel for krokodilleguden Sobek, der var den vigtigste gud i al-Fayyum. Ved indgangen til området opførtes kongegrave i form af pyramider, bl.a. i Hawara for Amenemhet 3. med en berømt labyrint.

Under Ptolemaios 2. i første halvdel af 200-t. f.Kr. blev store dele af det sumpede område syd for søen afvandet og gjort til frugtbar landbrugsjord. Området bevarede sin betydning, indtil kanalsystemet begyndte at gå i forfald i slutningen af 200-t. e.Kr. Ved udgravninger er der fremdraget betydningsfulde bosættelser og store mængder papyrusskrifter fra græsk-romersk tid.

Fossilfund

I al-Fayyum har man siden 1877 udgravet mindst 115 fossile pattedyr samt flere andre hvirveldyr. Fossilerne findes i sedimenter afsat sidst i Eocæn og Oligocæn for ca. 40-31 mio. år siden i en kystzone, der var bevokset med tropisk regnskov. Stedet er især berømt for sine fossiler af tidlige aber, som omfatter mindst 11 slægter. Den op til 6 kg tunge Aegyptopithecus og Propliopithecus blev tidligere regnet for primitive menneskeaber, men anses nu for at tilhøre de egentlige aber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig