Malawi - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

I 1000- eller 1100-t. bosatte bantufolk sig i det nuværende Malawi. Navnet Malawi kommer af Maraviføderationen, der var en løst organiseret gruppe af bantustater, som formodentlig etableredes i slutningen af 1400-t., og hvis økonomiske grundlag var landbrug samt handel med elfenben, guld og slaver. I 1800-t. intensiveredes slavehandelen, da yaofolket i samarbejde med swahili og arabiske købmænd øgede deres indflydelse. I anden halvdel af 1800-t. spredtes islam, men samtidig missionerede David Livingstone i Malawiregionen og banede dermed vejen for britiske missions- og handelsselskaber, herunder African Lakes Company. Briterne etablerede i 1891 Britisk Centralafrikanske Protektorat som led i en storpolitisk og kommerciel aftale med Portugal, Tyskland og Cecil Rhodes og dennes British South Africa Company. I 1907 døbtes protektoratet Nyasaland, og det blev primært en arbejdskraftreserve, hvor befolkningen arbejdede på de hvide bosætteres ejendomme eller i minerne i Sydafrika. Samme rolle havde Nyasaland i Den Centralafrikanske Føderation, der oprettedes i 1953 og desuden bestod af Nord- og Sydrhodesia. Under føderationen stagnerede Nyasaland. I 1963 opløstes føderationen efter stærk modstand, der var organiseret af bl.a. Nyasalands Hastings Banda.

Malawi opnåede uafhængighed i 1964, og i 1966 blev Banda valgt til præsident. Han indførte etpartistyre og regerede Malawi med hård hånd gennem 1970'erne og 1980'erne. I denne periode myrdedes mange oppositionspolitikere eller blev udsat for tortur. Malawi var et af Afrikas fattigste lande og økonomisk stærkt afhængigt af Sydafrika. Banda fik imidlertid ofte ros for sin økonomiske politik af Valutafonden og Verdensbanken, men han var stærkt upopulær blandt afrikanske ledere pga. samarbejdet med det sydafrikanske apartheidregime. Støttet af bl.a. kirkerne voksede oppositionen 1991-92 mod Bandas styre. Han blev tvunget til at afholde valg om flerpartistyrets genindførelse efter pres fra oppositionen og fra Vesten.

Ved præsidentvalget i maj 1994 afløstes Banda af Bakili Muluzi. Overgangen til demokrati var dermed gennemført under relativt fredelige former. Muluzis parti, United Democratic Front, UDF, vandt også parlamentsvalget i 1997, men partiets popularitet faldt gennem årene, eftersom at det ikke lykkedes at reducere fattigdom og korruption væsentligt. Valgreglerne betød, at Muluzi ikke kunne genopstille ved præsidentvalget i 2004. UDFs nye kandidat Bingu wa Mutharika (1934-2012) vandt præsidentvalget med 36% af stemmerne, hvor resten fordeltes på fire andre kandidater. Ved det samtidige parlamentsvalg blev UDF kun det næststørste parti. Kort tid efter valget startede Mutharika en antikorruptionskompagne som også ramte centrale personer i UDF. Det har resulteret i, at Mutharika fik parlamentet imod sig og derfor har vanskeligt med at få gennemført sin politik. I maj 2005 tog Mutharika konsekvensen og dannede et nyt parti, Democratic Progressive Party, hvilket dog ikke løste magtkampen mellem parlamentet og præsidenten. Mutharika døde i 2012 og efterfulgtes af vicepræsidenten Joyce Banda.

Læs mere om Malawi.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
15/11/2012
Oprindelige forfattere
Sano
01/02/2009
TEne
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki