• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mfecane

Oprindelig forfatter GGun Seneste forfatter Redaktionen

Mfecane, lang række af militærslag, der 1817-28 gjorde zulustaten til den stærkeste militære magt i Sydafrika. I 1817 blev zuluklanens høvding, Shaka, ny leder af en koalition af klaner i regionen syd for Maputobugten. I løbet af de næste år udvikledes en militær organisation, som talrige nye klaner sluttede sig til. Årlig tilbagevendende plyndrings- og erobringstogter svækkede især de sothotalende samfund på Sydafrikas indre højslette.

Ordet Mfecane betyder 'trængslernes tid' på flere bantusprog; ordets oprindelse er omstridt.

En række høvdinge ledte folkevandringer til andre regioner; mfenguerne integreredes i den britiske Kapkoloni, ndbelerne etablerede sig i det nuværende Zambia og Zimbabwe, og de sydlige sothoer samledes i en ny stat, nuv. Lesotho, under ledelse af Moshoeshoe 1. Blandt årsagerne til Mfecane, der regnes for afsluttet med Shakas død i 1828, kan nævnes tiltagende europæisk slaveopkøb ved Maputobugten, der centraliserede magten, samt et økologisk sammenbrud, som skabte et befolkningsoverskud, der kunne udnyttes militært.