Elfenbenskysten - geografi

Landets mange etniske grupper kan samles i fire hovedgrupper med fælles kulturelle træk: mandé, volta, kru og akan. Hertil kommer et meget stort antal indvandrere, især fra nabolandene Mali, Burkina Faso og Ghana samt 200.000 libanesere og 50.000 franskmænd. Ved grænsen til Liberia bor mange flygtninge fra borgerkrigen der. I alt udgør indvandrerne næsten en tredjedel af indbyggerne.

Befolkningsvæksten er på 2% om året (2006), men var tidligere dobbelt så stor og hørte til blandt de højeste i verden. I gennemsnit føder hver kvinde over fire børn. Sundhedsvæsenet er blevet kraftigt udbygget, men dødeligheden er fortsat ret høj, og middellevetiden kun 49 år. Ca. 40% er indvandrere, heriblandt titusindvis af børn, som er blevet indsmuglet og arbejder under slaveforhold i eksportlandbruget.

Halvdelen af befolkningen bor i landdistrikterne. Ud over de traditionelle små bedrifter er der etableret mange plantager, hvor arbejdskraften er immigranter. Bybefolkningen er stærkt voksende. Indtil 1983 var havnebyen Abidjan landets hovedstad. Med næsten 3 mio. indb. (1994) er den fortsat langt den største by og landets økonomiske centrum, og kun langsomt overflyttes hovedstadsfunktionerne til Yamoussoukro (200.000 indb.) 220 km mod NV. Næststørste by er Bouaké midt i landet med 600.000 indb.

I mange år oplevede landet en stor økonomisk vækst, især baseret på eksport af kakao, tømmer og kaffe. Vækstperioden sluttede i 1979, da verdensmarkedspriserne på de vigtigste varer faldt kraftigt. Staten optog store lån i forventning til en nylig indledt olieudvinding. Men olieproduktionen gik i stå, der kom tre års alvorlig tørke, tømmereksporten faldt, og efter yderligere fald i kakaoprisen måtte landet i 1987 stoppe betalingerne på udlandsgælden. Efter pres fra IMF (Den Internationale Valutafond) gennemførtes i 1989 dybtgående reformer med privatisering, nedskæring af offentlig støtte og afskedigelser i den statslige sektor. I 1991 viste handelsbalancen atter et plus, men BNP pr. indb. var faldet til 800 dollars pr. indb. mod 1150 ti år tidligere. I 2006 var BNP pr. indb. steget til 1600 dollars.

Landbruget bidrager med ca. en tredjedel af økonomien. Kakaoproduktionen er verdens største, og landet er verdens femtestørste kaffeproducent. Tilsammen udgør kakao og kaffe 40% af eksporten med kakao som den vigtigste. De traditionelle landbrug producerer især rodfrugterne yams og maniok, endvidere sukkerrør, bananer, ris, majs, kokos, palmeolie og bomuld.

Skovbruget er vigtigt, men eksporten af tropisk træ er af aftagende betydning efter mange års rovhugst og et stigende indenlandsk forbrug.

Industrien forsyner især hjemmemarkedet. Det er bl.a. sukkerfabrikker, bryggerier, oliemøller, konserves-, cement-, sæbe- og tekstilfabrikker samt samlefabrikker for cykler og biler. Råolie fra et lille offshore-felt forsyner sammen med importeret olie raffinaderiet i Abidjan, hvorfra en del af produktionen eksporteres til Mali og Burkina Faso. Fra to miner udvindes diamanter. ²/₃ af elproduktionen kommer fra vandkraftværker. Den største af fire opdæmmede søer, Kossou, blev etableret i 1970'erne og medførte flytning af 100.000 mennesker. Udvinding af naturgas begyndte i 1997 og er blevet en vigtig del af energisektoren.

Som størstedelen af Vestafrika er Elfenbenskysten opbygget af et stærkt nederoderet grundfjeld af granit fra Prækambrium. Terrænet er fladt og stiger langsomt mod nord med brede dale, hvori floderne løber mod kysten. Det nordlige plateau ligger kun 300 m over havet og brydes af enkelte højdedrag af hårdere klippepartier. På grænsen til Liberia og Guinea mod NV skiller et bjergområde sig ud med højder op til Mount Nimbas top (1752 m).

Hele landet ligger i det tropiske bælte med høje temperaturer året rundt. Nedbøren følger solens årlige gang, således som det er typisk i den intertropiske konvergenszone. I april-maj, når solen står i zenit i den sydligste del af landet, begynder regntiden. Regnen kulminerer i juni, mens regnbæltet rykker nordpå, og der bliver en kort tørtid ved kysten. I nord er regntiden fra juni til september; regnbæltet rykker igen sydpå med solen, og kysten har en kort regntid i oktober-november. I den øvrige tid er hele landet præget af hede, tørre nordenvinde fra Sahel og Sahara. Nedbørsmængden varierer fra år til år, og især i de nordlige egne kan regntiden udeblive helt; det gjaldt bl.a. i årene 1982-84.

Kystzonen er præget af lavvandede laguner med mangrove. Mod havet er der sandede barreøer. Her ligger Abidjan med Vestafrikas største havn. Den vestlige kystzone er klippekyst, et tyndtbefolket område med tømmerhavnene San Pédro og Sassandra som centre. Kysten bebos især af kru og akan. Krufolket lever bl.a. af fiskeri og kan træffes langs hele Vestafrikas kyst fra Senegal til Cameroun.

Regnskoven har dækket den sydlige halvdel af landet, men der er kun rester tilbage pga. tømmerhugst og rydning til plantager og smålandbrug. Her dyrkes kakao og kaffe ud over basisfødevarerne: ris og majs i vest og bananer mod øst.

Savannen dækker landets nordlige tredjedel og bebos især af mandé i vest og volta i øst. Her er en del kvægavl, og der dyrkes yams og majs; i de tørreste områder hirse og durra. Regionen er tyndtbefolket, og store områder er mennesketomme pga. sygdommen flodblindhed.

Læs mere om Elfenbenskysten.