Mali - geografi

Mali strækker sig fra den centrale del af Sahara i nord, gennem Sahelbæltet og Sudansavannen til foden af Fouta Djalon-bjergene i sydvest. Bortset fra den nordligste del af ørkenen, hvor der kan forekomme nattefrost, er klimaet tropisk.

Saharas vidtstrakte sandstensflader og sandørkener brydes kun af få oaser, saltminerne ved Taoudenni og Adrar des Iforas-bjergenes opskudte grundfjeld på grænsen til Algeriet. Der falder næsten ingen nedbør i dette enorme område, men syd for bjergene findes et net af tørre dale, som vidner om tidligere tiders fugtigere klima. Ørken og halvørken dækker halvdelen af Malis areal og kan kun udnyttes af nomadernes dyreflokke.

Sahelbæltets busksteppe udgør den centrale del af landet. Nedbøren tiltager mod syd. Ved Gao falder der gennemsnitligt 230 mm nedbør over ca. syv ugers regntid; længst mod syd er der 4-5 måneders regntid med ca. 1500 mm årsnedbør. Nedbøren er imidlertid meget ustabil og kan svigte helt, som det skete i katastrofeårene 1973-1974 og 1983-1985. I tørtiden blæser nordøstpassaten. Fra december til februar er det den kølige alize-vind, mens den varme harmattan blæser fra marts til juni. Sommeren er hed; Timbuktu har i juni en middeltemperatur på 34 °C og typiske dagtemperaturer på 43-45 °C.

Den centrale og sydlige del af Mali præges af Nigerfloden, der i en 1700 km lang bue gennemløber landet fra vest til øst. Niger udspringer i Fouta Djalon i Guinea, hvor den modtager store mængder nedbør i regntiden. På den første lange del af sit løb strømmer Niger i nordøstlig retning og danner mellem Mopti og Timbuktu et stort indlandsdelta, der oversvømmes efter regntiden. Terrænet er meget fladt, og under vandets stigning dannes flere og flere flodarme, som ved højeste vandstand næsten løber sammen i en stor sø; kun landsbyerne ligger oven vande på deres diger. Når vandstanden falder, opsplittes vandet i en række søer og efterlader en frugtbar jordbund. Efter Timbuktu drejer floden mod øst og sydøst og løber i et smalt løb forbi den gamle by Gao og ind i nabolandet Niger. Også i området rundt om indlandsdeltaet er jordbunden frugtbar, da der i tidligere geologiske tider var en stor sø her. Hele floddalen udnyttes til kvæggræsning og risavl. Gennem opdæmning kan den tidligere søbund opdyrkes med kunstvanding, og området er blevet brugt til at genhuse tørkeflygtninge nordfra, som her dyrker ris. Den omgivende busksteppe udnyttes af nomader.

Syd for Sahel ligger Sudansavannen, som længst mod syd går over i skovsavanne. Terrænet består af isolerede sandstensplateauer med stejle skrænter og lavland imellem. Mod sydvest løber en række floder sammen og danner Senegalfloden. Langs med floderne er der galleriskov. De vigtigste afgrøder på savannen er hirse, durra, majs og bomuld.

Befolkning

Mali.

.
Licens: Begrænset anvendelse

I gennemsnit er Mali tyndtbefolket, blot 7 indb. pr. km2. Sahara er næsten ubeboet, og Sahel tyndtbefolket, mens næsten hele befolkningen bor ved Nigerfloden og i Sudanbæltet. Tuareger og maurere er lyse, nomadiske folk i Sahara og Sahel, mens den øvrige befolkning er sorte. Peul (eller fulani) er kvægnomader omkring Niger, mens den største etniske gruppe, bambara (31 procent), sammen med malinke og sarakole bor i den vestlige del af landet. Bambara og malinke er overvejende muslimer. Helt muslimske grupper er, foruden sarakole, handelsfolket dyula (dioula) samt songhai, der lever syd for Nigerbuen. Mod sydøst lever senufo og dogon. Dogonfolket er kendt for deres pittoreske landsbyer, der kravler op ad Bandiagaraplateauets skrænter.

Tørken i Sahel i 1970'erne og 1980'erne pressede næsten hele nomadebefolkningen til byerne eller til nabolandene. Omkring 1990 vendte mange tilbage til Mali, men voldelige sammenstød mellem de lyse nomader og de fastboende sorte fik mange til at flygte igen. De fleste flygtninge er i 2006 atter vendt tilbage. Befolkningsvæksten angives til godt 2,5 procent om året, men tallet varierer med flygtningestrømmene og trafikken af maliere, som i perioder arbejder i nabolandene.

Erhverv

Mali er et af verdens fattigste lande. 80 procent af befolkningen ernærer sig ved landbrug, som regel små familiebrug, der producerer til eget forbrug med simple redskaber. Mange familier supplerer indkomsten ved hjælp fra slægtninge, der arbejder i byerne eller i nabolandene. Landbrugsproduktionen udgjorde i 2001 45 procent af landets BNP, men den er i tørkeår langt lavere. Kun i de bedste år er Mali selvforsynende med fødevarer. Den vigtigste salgsafgrøde er bomuld, som dyrkes på kooperativ basis, og Mali har Afrikas tredjestørste bomuldsproduktion (efter Egypten og Sudan). Husdyravl udgør halvdelen af landbrugets bidrag til BNP og er i Sahel og Sahara den vigtigste aktivitet. Bestandene mindskedes kraftigt i tørkeårene, men efter devaluering af Malis valuta i 1994 er husdyr blevet en vigtig eksportartikel til Vestafrikas kyststater.

Minedriften er i fremgang. Der er fundet mange værdifulde mineraler i Malis undergrund, men den lange afstand til havet og mangel på energi er en hæmsko for etablering af miner. Siden 1985 har man dog åbnet to guldminer og en diamantmine i landets sydvestlige region, og flere er under etablering.

Industrien er svagt udviklet og forarbejder hovedsagelig landbrugsprodukter. I 1994 bidrog denne sektor kun med 7 procent af BNP, men devalueringen samme år mindskede konkurrencen fra importerede varer, og i 2001 var industriens andel af BNP vokset til 17 procent. På landet er brænde og trækul de vigtigste energikilder. Elektricitet produceres især ved vandkraft på Senegal- og Nigersystemets floder. I samarbejde med Senegal, Mauretanien og Elfenbenskysten er der opført et stort vandkraftværk ved Manantali, som begyndte at levere strøm i 2001.

Udenrigshandelen har siden selvstændigheden vist betydelige underskud; bl.a. er Mali et af de lande, som blev hårdt ramt af prisudviklingerne efter 1970'ernes oliekriser, ligesom fødevareimport i tørkeårene har belastet handelsbalancen. Guldeksport og stigende bomuldspriser forbedrede i 1990'erne situationen. Det negative bidrag til betalingsbalancen dækkes af udenlandsk låntagning, ulandsbistand samt ikke mindst hjemsendte penge fra gæstearbejdere i udlandet.

Transport. Jernbane- og vejnettet er svagt udbygget, og kun en tredjedel af de større veje er asfalterede. Så sent som i 1987 fik Gao i det østlige Mali vejforbindelse med Mopti og den vestlige del af landet. Vigtigste handelsrute til udlandet er vejen fra Bamako til Abidjan i Elfenbenskysten, mens jernbanen Bamako-Dakar kun har mindre betydning. Den blev bygget som en del af et ambitiøst fransk projekt for en sammenhængende jernbane tværs over Afrika fra øst til vest. Men projektet blev, ligesom de tilsvarende britiske Cape-Cairo-planer, aldrig fuldført. Når Niger har højvande, er floden fortsat den vigtigste transportvej i regionen. På Senegalfloden har den nye dæmning muliggjort flodtransport hele året. Uro i nabolandet Elfenbenskysten har ramt Malis vigtige sydgående handelsrute.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig