Sokoto, by i det nordlige Nigeria; 427.800 indb. (2006). Byen var hovedstad i Sokotokalifatet, i emiratet Sokoto og er det nu i delstaten af samme navn; 4,2 mio. indb. Sultanens palads ligger i centrum, som også rummer bymure og to moskéer fra begyndelsen af 1800-t. Boligområder er vokset op omkring den gamle by, og nutidens Sokoto er et vigtigt handelscentrum for især fødevarer og læderhåndværk.

Emiratet Sokoto styres af sultanen af Sokoto, der er leder af fulani-folket og desuden står i spidsen for hausa-emiraterne i det muslimske Nordnigeria.

Sokoto River er en biflod til Niger, som afvander en stor del af landbrugsområdet omkring byen her i det tørre NV-Nigeria.

Sokotokalifatet

blev grundlagt af fulani-folk under ledelse af Usman dan Fodio, der i et forsøg på at reformere islam fra 1804 førte hellig krig, jihad, imod hausa-staternes herskere, hvoraf de fleste i de følgende år blev besejret. 1809-10 blev Sokoto centrum for den nye islamiske statsdannelse. Efter Usmans død i 1817 blev Sokotokalifatet udvidet og centraliseret af hans efterfølgere; fra Burkina Faso i vest til Cameroun i øst oprettedes i løbet af 1800-t. i alt 30 emirater, opbygget på grundlag af islamisk lovgivning. Emirerne blev udnævnt af og betalte skat til sultanen i Sokoto. Sokotokalifatet, der blev 1800-t.s største uafhængige stat i Afrika, erobredes i 1903 af briterne. De opretholdt kalifatets struktur frem til Nigerias uafhængighed i 1960, hvorefter sultanens lovgivende og udøvende magt overgik til den nigerianske stat. Sultanen er dog stadig åndeligt overhoved for Nigerias ca. 50 mio. muslimer og en væsentlig politisk magtfaktor. I 2001 indførtes sharia-lovgivning i delstaten Sokoto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig