Faktaboks

Haile Selassie
Født
23. juli 1892
Død
26. august 1975

Haile Selassie på statsbesøg i Holland i 1954. Th. dronning Juliana.

.

Haile Selassie var Etiopiens kejser i 1930-1974, søn af kejser Menelik 2.s fætter. Ras Tafari Makonnen, som Haile Selassie hed før sin kroning, fik privatuddannelse af franske missionærer. Fra 1916 til 1930 var han medregent og tronfølger til Menelik 2.s datter, Zauditu. Som enevældig kejser fra 1930 styrkede han indadtil sin magt gennem en centralisering af landet, mens han udadtil søgte at sikre landets selvstændighed, blandt andet gennem medlemskab af Folkenes Forbund.

Under den italienske besættelse i 1936-1941 af Etiopien, det daværende Abessinien, var han i eksil i England, og efter sin tilbagevenden fortsatte han moderniseringen af det etiopiske samfund. Han førte en aktiv udenrigspolitik og spillede en hovedrolle ved dannelsen af OAU i 1963.

Fra midten af 1950'erne kom han mere og mere ud af trit med udviklingen. En voksende utilfredshed førte til demonstrationer og strejker, der endte med et militærkup i september 1974, hvor han blev afsat. Herefter sad han i husarrest til sin død; sandsynligvis blev han dræbt ved kvælning. Haile Selassie udgav i 1973 sine erindringer, My Life and Ethiopia's Progress, 1892-1937.

En politisk-religiøs bevægelse i Vestindien, de såkaldte rastafarier, dyrker Haile Selassie som en guddommelig person.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig