Baktrien, oldgræsk benævnelse for det frugtbare land omkring Oxosfloden (Amu Darja) i det nordlige Afghanistan; landskabet er opkaldt efter bifloden Baktros. Den største by var Baktra (Balkh), der fra ca. 100 f.Kr. blev en af hovedstationerne på Silkevejen.

Områdets nuværende hovedby Mazar-i Sharif ligger 20 km øst herfor. Under achaimeniderne var området et satrapi. I 330-328 f.Kr. blev landet erobret af Alexander den Store og blev efter hans død en del af Seleukideriget. I 256 f.Kr. gjorde Diodotos 1. Baktrien til et uafhængigt kongerige og grundlagde det dynasti af græsk-baktriske konger, der regerede frem til oldtidens slutning. I 100-t. f.Kr. dækkede riget hele området syd for Aralsøen, men det blev fra 1.årh. f.Kr. invaderet af skythere, tocharer og til sidst af kushanerne, der beherskede det meste af Baktrien fra ca. 70 e.Kr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig