Grækenland i oldtiden - musik, Ordet musik er græsk, og oprindelig betød det ikke blot tonekunst, men omfattede også digtning og dans. Den antikke græske musik kendes fra omtale i litterære kilder, afbildning af musikalske scener, nogle få arkæologiske fund af musikinstrumenter og et begrænset antal melodier nedskrevet med bogstavnotation. Musik indgik som en vigtig del af samfundslivet, fx ved kulthandlinger, fester, teateropførelser, recitation af digte, sportslege, i undervisning, arbejde og krig. Blandt de vigtigste genrer var dithyrambe, der hørte til Dionysoskulten, og paian, der oprindelig havde forbindelse med Apollondyrkelsen.
Til akkompagnement af digte var instrumenter af lyrefamilien de foretrukne. Den egentlige lyra havde et skildpaddeskjold som klanglegeme, hvorimod kitharaen var bygget helt i træ. Disse strengeinstrumenter tilhørte som oftest den kulturelle elite, hvorimod blæseinstrumentet aulos af skalmejefamilien som regel blev betjent af professionelle musikere med lavere social status.
Musikkens påvirkning af mennesket optog de græske filosoffer meget. Platon skriver (Staten, 3. bog), at visse former for musik er skadelige, mens andre tilskynder til moralsk rigtige handlinger. Læren om musikkens ethos og psykologi udvikledes senere af Aristoteles.
Der er overleveret en ret omfangsrig musikteoretisk litteratur. De pythagoræiske filosoffer beskriver først og fremmest de musikalske intervallers proportioner (oktaven som 2:1, kvinten som 3:2 osv.), hvorimod Aristoxenos, som stod nærmere ved den musikalske praksis, ydermere behandler rytme- og kompositionslæren. Der blev anvendt et stort antal skalaer, tropoi, som hver havde navn efter en græsk folkestamme, dorisk, frygisk, lydisk osv.; betegnelserne er til dels blevet overtaget som navne på kirketonearterne. Traditionelle melodiforløb i en bestemt skala og rytme kaldtes nomoi. Byggestenen i skalasystemet var tetrakordet, et skalaudsnit på fire toner med en ren kvart mellem de to yderste. Da den antikke græske musik anvendte både mikrotoner og forstørrede intervaller, kunne intervalfølgen inden for et tetrakord ikke blot være "diatonisk" (1/2+1+1), men også "kromatisk" (1/2+1/2+11/2) eller "enharmonisk" (1/4+1/4+2); også disse betegnelser er blevet overtaget af den senere musikteori, dog med ændret betydning.
Læs videre om matematik i oldtidens Grækenland eller læs om Grækenland i oldtiden generelt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.