Megara, oldgræsk bystat på Isthmen. Megaras territorium var på ca. 400 km2 med havnebyerne Nisaia ved Den Saroniske Bugt og Pegai ved Den Korinthiske Bugt. Megara var et knudepunkt for handel og kommunikation mellem Peloponnes og Centralgrækenland, og bystaten var ofte kastebold i krigene mellem de store nabostater Korinth i syd og Athen i nord. I arkaisk tid var Megara en af de betydeligste kolonisatorer og moderby for bl.a. Megara Hyblaia på Sicilien, grundlagt ca. 728 f.Kr., og Byzantion ved Bosporus, grundlagt ca. 668 f.Kr. Ca. 640-620 f.Kr. blev Megara styret af tyrannen Theagenes. Efter hans fald fik bystaten oligarkisk forfatning med en ideologi, der spores i Theognis' elegiske vers. Fra ca. 500 f.Kr. var Megara medlem af Det Peloponnesiske Forbund, og et athensk dekret fra 432 f.Kr. om at udelukke Megara fra torvet i Athen og fra alle athensk kontrollerede havne var den vigtigste årsag til Den Peloponnesiske Krigs udbrud 431 f.Kr.