Grækenland i oldtiden - arkitektur

Et græsk tempel fungerede som gudens bolig, symboliseret ved en kultstatue. Den vigtigste religiøse handling, offeret, foregik derimod som regel i fri luft, og et tempel var derfor ikke ubetinget nødvendigt for en græsk helligdom. Dette er årsagen til, at det græske tempel især gør sin virkning udefra, hvorimod den indre rumvirkning har mindre betydning.

Det græske tempel blev udviklet i tiden efter 800 f.Kr. i den senere del af den geometriske periode, muligvis med rødder tilbage i megaron, hovedrummet i de mykenske paladser, som havde en karakteristisk forhal med to søjler placeret in antis, dvs. mellem to murfremspring. Denne type forhal blev et fremtrædende træk ved de senere templer. Forhallen kan stå alene, og templet benævnes så et antetempel, eller den kan være indkapslet i en søjlehal hele vejen rundt om templet, som da kaldes et peristyltempel. Søjlerne hviler normalt på øverste trin (stylobatet) af en platform med tre trin (krepidoma), og de er forsynet med udhuggede furer (kannelurer). På søjlerne hviler arkitraven, og over den frisen; arkitrav og frise kaldes entablementet. Templets gavlfelt, tympanon, kan være udsmykket med skulpturer.

De tidligste templer med søjlehaller blev bygget i 700-t. f.Kr.; på dette tidspunkt var søjlerne af træ, og templets centralrum, cella, af soltørrede tegl. De første større templer var meget smalle og langstrakte, da tagkonstruktionen voldte problemer, og det derfor var enklest at opnå en monumental bygning på denne måde. Dette gælder det tidlige Heratempel på Samos fra ca. 750 f.Kr.

Det doriske tempel blev formentlig først udviklet som træarkitektur, siden blev det omsat til sten. Fra tagets oprindelige bjælkekonstruktion stammer den typiske metope-triglyf-frise, som kendetegner dorisk arkitektur, idet de tredelte triglyffer har dækket tværbjælkernes ender.

Omkring 600 f.Kr. nåede det doriske tempel en mere fast form med Heratemplet i Olympia, selvom det stadig var opført i soltørrede tegl på en grundmur af sten med et peristyl af træsøjler. Disse blev i tidens løb erstattet af stensøjler, efterhånden som de rådnede. De tidligste templer helt i sten, fx Artemistemplet på Korfu fra ca. 600-580 f.Kr., er meget massive med tykke søjler med en kraftig svulmen (entasis) på midten. I løbet af arkaisk tid etableredes et mere fast proportionsskema for det doriske tempel, hvilket medførte, at bygningen blev kortere, søjlerne mere slanke, og overbygningen mindre massiv.

I klassisk tid opnåedes med Zeustemplet i Olympia (470-456 f.Kr.), Hefaisteion (ca. 450-440 f.Kr.) og Parthenon, begge i Athen (447-438 f.Kr.), den såkaldte doriske kanon, et proportionsskema som betyder, at et harmonisk peristyltempel på langsiden skal have det dobbelte antal af frontens søjler samt en ekstra. Samtidig udviklede arkitekterne en række tekniske raffinementer, fx den såkaldte kurvatur, et optisk virkemiddel, der fik bygningen til at syne lettere. Parthenons arkitekt, Iktinos, gjorde mest raffineret brug af denne teknik. Hele bygningen hvælver sig ganske svagt (på Parthenons længde af 69,50 m er kurvaturen kun 11 cm), mens søjlerne hælder ganske svagt indad.

Den doriske arkitektur nåede sit højdepunkt med de højklassiske templer i Attika, og der blev fortsat bygget doriske templer i 300-t. f.Kr. som fx Athena Alea-templet i Tegea på Peloponnes, tegnet af billedhuggeren Skopas. I hellenistisk tid gik doriske templer af brug, men den doriske søjleorden anvendtes dog fortsat, især til søjlehaller, stoaer.

Det joniske tempel blev aldrig så ensartet som det doriske, da der ikke udvikledes nogen tilsvarende jonisk kanon. Den joniske orden opstod i 500-t. f.Kr. i det østgræske område lidt senere end den doriske. I modsætning til doriske søjler er de joniske placeret på høje, profilerede baser; de har flade kannelurer, og kapitælet er ornamenteret med et par volutter. Oven på arkitraven kan enten ses et tandsnit eller en fortløbende skulpturudsmykket frise. Berømte arkaiske joniske templer er Artemistemplet i Efesos (ca. 560-540 f.Kr.) og Apollontemplet i Didyma (ca. 540-520 f.Kr.). Begge templer var meget store (hhv. 50 m×103 m og 38 m×85 m) med dobbelte søjlehaller. I klassisk tid anvendtes den joniske orden på Athens Akropolis til Erechteion (421-406 f.Kr.) og Niketemplet (ca. 430-420 f.Kr.). Med Athenatemplet i Priene (ca. 350-334 f.Kr.) søgte arkitekten Pytheos at etablere et regelsæt for jonisk arkitektur, men det forblev et enkeltstående tilfælde.

Den korinthiske søjle er baseret på den joniske. Kapitæludsmykningen er fire volutter, som vokser ud af et planteornament. Til forskel fra det joniske kapitæl er det korinthiske ens på alle sider, men det anvendes i øvrigt i den joniske søjleorden. Den kendes første gang fra Apollontemplet i Bassai (ca. 430-400 f.Kr.), et dorisk tempel, som indvendigt er forsynet med joniske og korinthiske halvsøjler. Pga. sin alsidighed blev den korinthiske søjle i stigende grad anvendt i løbet af den hellenistiske periode, og den blev næsten enerådende i romersk arkitektur. I hellenistisk arkitektur blandes søjleordenerne hyppigt, og templet blev meget ofte kun et led i en større arkitektonisk sammenhæng.

De ældste græske byer voksede frem uden nogen fast plan, de fleste med en stærkt befæstet bymur. Fra 400-t. f.Kr. blev nye byer eller bydele anlagt med et retvinklet gadenet efter det såkaldte hippodamiske system. På byens torv, agora, fandtes rådssalen, buleuterion. Til mange varierende funktioner anvendtes fra 500-t. f.Kr. bygningstypen stoa, en enkeltstående søjlehal, som med tiden udviklede sig til en vigtig del af byarkitekturen, hvor hele pladser kunne være indrammet af stoaer.

For eftertiden fik det græske teater meget stor betydning. Det opførtes som et cirkeludsnit med trin på en naturlig skråning i terrænet med en cirkulær danseplads, orchestra, i centrum. Det bedst bevarede eksempel er teatret i Epidauros fra ca. 350 f.Kr.

De græske privathuse var normalt beskedne. Deres arkitektur var enkel med et meget lukket ydre og med rummene grupperet om en central gård, der kunne være forsynet med en søjlegang. Kendskabet til græske privathuse stammer især fra byer som Priene og Olynthos, hvorimod antallet af udgravede privathuse fra Athen er beskedent.

Byggeteknikken var i både sakral og profan arkitektur enkel, men generelt kendetegnes den bedste græske arkitektur af akkuratesse og håndværksmæssig dygtighed. Grækerne anvendte fire forskellige byggematerialer: soltørrede teglsten, træ, terrakotta og sten. Af disse fire materialer er normalt kun sten og terrakotta bevaret, men hovedparten af græske bygninger blev fremstillet i soltørrede tegl. Et vigtigt dekorativt element i finere græsk arkitektur var tagkonstruktionen. Tagteglene var normalt i brændt ler, men i de fineste marmorbygninger var også tagkonstruktionen i marmor. Tegltaget var bygget op med flade pladetegl og over samlingerne hvælvede dæktegl. Ved tagets kant blev enderne af dækteglene dækket af dekorerede antefikser. Tagrenden var udformet som en opretstående kant forsynet med vandspy, ofte skulpturelt udformet, fx som løvehoveder. I tagets hjørner anbragtes undertiden skulpturer eller store ornamenter som akroter. Detaljerne i alle bygningsornamenterne blev fremhævet med farver, oftest blåt og rødt.

I græsk stenarkitektur anvendtes ingen bindemidler; stenene blev lagt tørt og fastgjort med kramper. Den nødvendige fine tilpasning blev som oftest begrænset til et udhugget bånd langs stenenes kant. I vid udstrækning anvendtes kalksten, men også den dyrere marmor blev brugt som byggesten, specielt til hele det klassiske byggeprogram i Athen. Se også arkitektur og søjleorden.

Læs videre om billedkunst i oldtidens Grækenland eller læs mere om Grækenland i oldtiden.