Grækenlands forhistorie belyses arkæologisk ved spredte fund, der går meget langt tilbage.

Jægerstenalderen

De ældste menneskelige skeletrester fra Grækenland er fundet i Petralonahulen på Chalkidiki og er muligvis 800.000 år gamle; fra bl.a. Makedonien, Thessalien, Argolis, Elis og Epiros kendes der sæsonbopladser fra palæolitikum. Befolkningen ernærede sig som jægere og samlere. Overgangen til det neolitiske agerbrugssamfund kan bedst studeres i Franchthihulen i Argolis, hvor der har været kontinuerlig beboelse ca. 35000-5000 f.v.t.

Bondestenalderen

Sandsynligvis efter kontakt med eller via immigration fra Anatolien spredtes i 6000-tallet agerbruget over hele fastlandet og på øerne. Denne agrare revolution medførte store økonomiske og sociale forandringer.

I Thessalien boede befolkningen på ubefæstede byhøje. På en af de største, Sesklo, er der fundet de første forsøg på keramikfremstilling. I Dimini er der fundet et stort centraltliggende megaronhus, hvilket kunne tyde på en vis social differentiering af samfundet. Den neolitiske kultur er bl.a. karakteriseret af en større industri af ler- og stenfiguriner, idoler. I senneolitisk tid blev mange bopladser befæstede og brugen af metal introduceret.

Tidlig bronzealder

Den ægæiske bronzealder er karakteriseret af store regionale forskelle. Kykladeøernes kultur kaldes kykladisk, Kretas minoisk og fastlandets helladisk, der i sin sene fase kaldes mykensk kultur. Dateringer i den ægæiske bronzealder er baseret på sammenligning med den oldegyptiske kronologi samt naturvidenskabelige metoder, især kulstof 14-dateringer, dendrokronologi og isboringer.

Karakteristisk for perioden er den udbredte anvendelse af metal, og behovet for dette førte til større handel specielt med Anatolien, Syrien, Palæstina og Egypten og senere med Italien. Kykladerne, som fra tidlig bronzealder var tæt beboet, havde rige forekomster af marmor, metal og obsidian og lå gunstigt for udveksling mellem øst og vest. En særpræget kultur opstod her, især karakteriseret af de stiliserede marmorfiguriner af kvinder, kykladeidolerne.

Kreta, som var beboet af et ikke indoeuropæisk folk, fik en kraftig befolkningsvækst i tidlig bronzealder, og nye kulturelle træk kan konstateres såsom brugen af segl og begravelser i rundgrave, tholoi. I mellemminoisk tid, ca. 1900 f.Kr., opstod paladskulturen. Den forfinede minoiske kultur, opkaldt efter sagnkongen Minos, fik stor indflydelse på både den kykladiske og mykenske kultur. I forbindelse med paladskulturen indførtes en stavelsesskrift, se linear A og B.

I tidlig bronzealder blev der mange steder på fastlandet bygget massive fæstningsmure med tårne, bl.a. i Lerna i Argolis, hvor der også er fundet en stor bygning, der sandsynligvis havde tag af brændte tegl, det første af sin slags. Ved slutningen af tidlig bronzealder skete en række ødelæggelser, som formentlig skyldtes et indtrængende indoeuropæisktalende folkeslag, hellenerne, fra nord. Forandringer kan dog ikke spores i keramik og gravskik.

Sen bronzealder

Ved overgang fra mellemste til sen bronzealder ca. 1650 f.v.t. ses øget rigdom og kontakt udadtil. Det kan bl.a. aflæses af to meget rige gravpladser i Mykene i Argolis, hvor de døde var begravet i skaktgrave, og kulturen kaldes derfor skaktgravskulturen. Visse træk i gravene tyder på indflydelse udefra, mens andre er fortsættelse af tidligere skikke. De markerer overgangen til den mykenske periode på fastlandet, der netop har sit navn efter borgen i Mykene.

I det sene 1200-tal repareredes og forstærkedes en række af de mykenske borge, store depotrum opbyggedes, og vandforsyningen sikredes. Alligevel gik de fleste mykenske centre under inden for det næste århundrede, hvilket har givet anledning til mange teorier om årsagen hertil. En tydelig befolkningsnedgang ses i perioden, og emigration kan spores til bl.a. Cypern. Klimaforandringer er blevet fremført som forklaring på nedgangen; piratangreb eller måske interne opgør er antagelig mere sandsynlige årsager.

Jern, brandgrave og en geometrisk dekoreret keramik introduceres i den sene mykenske periode og fortsætter ned i geometrisk tid. Vægmaleri, seglindgravering og skrift forsvinder dog nu og dukker først op igen flere århundreder senere. En række bopladser viser kontinuitet fra det mykenske samfund ned i den følgende periode, dog med en reduceret befolkning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig