Hellas, grækernes (og nordmændenes) navn for staten Grækenland. På andre sprog bruges navnet Hellas kun om oldtidens Grækenland, og ordet hellenerne kun om grækerne i den klassiske oldtid.
Ifølge myten er Hellas opkaldt efter Hellen, Deukalions søn. Hans familie var den eneste, der overlevede den syndflod, som Zeus sendte i sin vrede over menneskenes utaknemlighed.
Siden Aristoteles har man peget på en anden forklaring, nemlig at navnet hellenes er beslægtet med selloi, som var en stamme i Epiros i det nuværende nordvestlige Grækenland (om lydveksling mellem h og s, jf. helios på græsk over for sol på dansk). Denne identifikation stemmer overens med den stadig fremherskende opfattelse af, at dorerne indvandrede nordfra og på deres vej mod Peloponnes passerede det nuværende Albanien.
Hos Homer er Hellas blot en egn i Thessalien, hvor sagnet siger, at Hellen bosatte sig, men allerede hos Hesiod (ca. 600 f.Kr.) betegner Hellas hele det græske fastland, og både Homer og Hesiod bruger udtrykket panhellenes ('alle hellenere') som fællesbetegnelse for grækerne.
Fra ca. 500 f.Kr. var Hellas det almindelige navn for landet omkring Det Ægæiske Hav og alle de græske byer langs Lilleasiens vestkyst fra Ilion i nord til Halikarnassos i syd. I hellenistisk tid brugte man undertiden betegnelsen Megale Hellas 'Storhellas' (latin Magna Graecia) som fællesbetegnelse for de græske kolonier i Syditalien og måske også på Sicilien.
Geografisk er der således følgende forskelle mellem oldtidens Hellas og nutidens Grækenland: På det græske fastland indbefattede Hellas den sydligste del af landskabet Epiros, men ikke landskaberne Makedonien og Thrakien. Desuden omfattede Hellas øerne i Det Ægæiske Hav og hele Lilleasiens vestkyst. I dag er Epiros delt mellem Grækenland og Albanien, og den tidligere jugoslaviske republik Makedonien ligger i landskaberne Paionien og Dardanien nord for det antikke Makedonien, som ligger i det nuværende Grækenland. Thrakien er delt mellem Grækenland, Bulgarien og Tyrkiet, og Lilleasiens vestkyst er tyrkisk.
Hellenerne talte et indoeuropæisk sprog og var formentlig indvandret nordfra i flere omgange i løbet af 1000-t. f.Kr. Vor viden om Balkanhalvøens oprindelige folk hviler udelukkende på arkæologiske fund og nogle få sproglige levn, bl.a. navne med ugræske endelser som -nthos i fx Korinthos. Hellenerne kaldte dem pelasgere, og i klassisk tid var de tilsyneladende helt assimileret med hellenerne.
Hellenerne boede ikke kun i Hellas. I løbet af oldtiden bredte de sig ud over hele Middelhavsverdenen og Den Nære Orient i to store kolonisationsbølger, den første mod nord og vest i arkaisk tid fra ca. 750 til ca. 500 f.Kr., den anden mod øst i hellenistisk tid fra ca. 330 til ca. 200 f.Kr. Overalt hvor hellenerne trængte frem, grundlagde de byer, poleis, i arkaisk tid som selvstændige stater, i hellenistisk tid som administrative centre i kongerigerne. Karakteristisk for begge perioder er udvandrernes stædige fastholdelse af deres sprog og deres myter (men ikke altid af kulten), deres samfundsform (polis) og deres materielle og åndelige kultur (lige fra mønter og doriske templer til Homers digte) samt deres ofte ret arrogante bevidsthed om det at være hellenere og ikke "barbarer". Den hellenske fællesskabsfølelse spores bl.a. i bestemmelsen om, at kun hellenere måtte deltage i De Olympiske Lege, og den ligger bag de panhellenske idéer i 400- og 300-t. f.Kr. om et politisk og militært fællesskab mellem alle hellenerne, vendt mod barbarerne.
Det lykkedes dog aldrig hellenerne at skabe større stabile statsdannelser, men økonomisk og kulturelt fastholdt de deres fællesskab i en sådan grad, at det ret beset er forfejlet at tale om Hellas' og ikke om hellenernes historie og kultur i oldtiden: Mange af den græske kulturs største skikkelser kom ganske vist fra det egentlige Hellas, fx Thales fra Milet, Heraklit fra Efesos, Sokrates og Platon fra Athen, men Pythagoras havde sin skole i Kroton i Syditalien, Gorgias var fra Leontinoi på Sicilien, Aristoteles kom fra Stagira i Thrakien og Eratosthenes var født i Kyrene i Libyen. Det samme billede får man, når man ser på de materielle levn. I Delfi fx lå kolonierne Syrakus' og Massalias (Marseille) skathuse side om side med dem, som Korinth og Athen havde bygget. For den klassiske oldtids vedkommende er det fuldt berettiget at tale om en fælles hellensk kultur i hele Middelhavsverdenen og Sortehavsområdet fra Pantikapaion på Krim til Kyrene i Nordafrika og fra Fasis ved foden af Kaukasus til Emporion ved Pyrenæerne. Ved den hellenistiske periodes slutning omkring Kristi fødsel har der i selve Hellas, i Makedonien og i de mere end 500 hellenske byer, som var spredt ud over hele Romerriget, af en befolkning på i alt 70-100 mio. været måske hen ved en fjerdedel, der har haft græsk som modersmål og følt sig som hellenere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.